406
under! Det blir ikke vor sag. Vi har at sørge for vor moralske fuldkommenhed; alt andet faar komme som det kan.
Der er stil i dette, storhed, energi; jeg synes om det. Vore norske moralister blir i forhold hertil saa tarveligt smaa, saa borgerligt tamme. Renhed! javist; til man er 25 aar; kyskhed! — ja, til man paa filistermanér har faaet sig en egtemage ... Det er stilløsheden, som hersker her. Maa jeg da heller be om den russiske aristokrat, der vil tilgavns, hvad han vil: kyskhed over alt, kyskhed til døden; fiat moralitas pereat mundus!
Hvorfor skulde vi lade os afskrække ved tanken om slegtens undergang? „Menneskeslegtens tilintetgjørelse er ingen ny tanke,“ siger Tolstoy. Tvertimod. „Den er for de troende en troessætning og for de videnskabeligt tænkende det logiske resultat af iagttagelserne over solens afkjøling.“ Altsaa: Menneskeheden skal gaa tilgrunde i ethvert fald. Hvorfor kan den da ikke ligesaa godt gaa til grunde ved kyskhed?
Det er at ræsonnere som en helt.
— Men allerede her begynder indvendingerne at vaagne.
Vi skal altsaa gaa til grunde i ethvert fald. Ved kyskhed eller ved is. Hvorfor da ikke ligesaa godt vente paa isen? —
Kyskhed er i ethvert fald en vanskelig sag. Vi ved ikke engang, om den er mulig. Hvis det forholdt sig saa, at den kunde frelse slegten fra undergang, ligesom Noah i syndflodens dage blev frelst ved sin retfærdighed, saa vilde sagen stille sig anderledes; da burde grev Tolstoys forslag overveies; men siden vi skal gaa til grunde alligevel, er det da ikke rimeligere, at vi tar os livet gemytligt, mens vi har det? æder, drikker, giver tilegte og tager tilegte, indtil isen kommer og tager os alle bort .....
Disse letsindige betragtninger afbrydes af Tolstoy med den erklæring, at kjønslig omgang er synd. At avle børn, i eller udenfor egteskab, er synd! Sanselig kjærlighed er mennesket uværdig. Men al kjærlighed mellem mand og kvinde er sanselig; altsaa er kjærligheden overhoved mennesket uværdig. Her nytter det ikke at komme med hensigtsmæssighedsbetragtninger. Det er en profet, som taler, og hans ord er alvorsord.
I vor forbausede hjerne vaagner nye indvendinger.
Synd?
Mod hvem? Mod Gud? — Tror grev Tolstoy paa Gud?
Isaafald: skulde det ikke være en smule uærbødigt overfor Gud at tale om synd i denne sammenhæng?
