Efterordet.
(Trykkes samtidig i Berlinertidsskriftet „Freie Bühne“.)
Man læser Kreutzersonaten og blir greben. Et alvorligt verk, et mægtigt verk, et verk af en digterfyrste og en aandsfyrste. Derpaa læser man efterordet. Da blir man kold igjen.
De mange underlige ideer hos Kreutzersonatens helt er altsaa uden videre forfatterens?
Møisommeligt arbeider man sig frem gjennem tungt tænkte og tungt formede tanker og sidder tilsidst igjen med hænderne fulde af tvil og hovedet fuldt af modsigelse. Tolstoy er en fyrste, ganske vist. Men ligner han ikke her altfor meget den gamle barbarfyrste, der med lænker og piskeslag vilde betvinge havet?
En ting kan jeg like ham for: han har mod. Han er ikke bange for konsekvenser. Kjærligheden? — væk med kjærligheden. Egteskabet? — væk med egteskabet. Men videnskaben paastaar dog, at egteskab er nødvendigt? — Væk med videnskaben. Men kunsten? Digtningen, musikken, billedkunsten gjennem alle tider ... hvad skal der bli af kunsten? Hvad skal den leve af, naar den ikke maa synge om kjærlighed? — Væk med kunsten! — Men kirken, som lærer, at egteskabet i den og den form er kristeligt? — Væk med kirken. „Et kristeligt egteskab har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere, ligesom der aldrig har eksisteret eller kan eksistere en kristelig gudstjeneste (Matth. 6, 5—12, Joh. 4, 21), eller kristelige lærere og fædre (Matth. 23, 8—10), eller kristelig eiendom, eller en kristelig hær, eller et kristeligt retsvæsen, eller en kristelig stat ...“
Men, bedste hr. greve, menneskeslegten vil simpelthen gaa under, hvis Deres idé sættes i verk? — Godt; lad den gaa
