404
forklaring af hemmelighederne ved tilforladelige formler eller faste bud for viljen, men netop nydelsen af de svævende og tilslørede mysterier, ikke gaadernes løsning ved forstanden eller viljens befæstelse ved grundsætninger, men netop flugt baade fra forstanden og viljen er det, man længes efter, og i denne længsel er det, buddhismen finder saa frugtbar jordbund.
Det kunde jo nu ogsaa være en hjertets reaktion, som paa Rousseaus tid eller i Sturm und Drangperioden i Tyskland. Det kunde være et udbrud for følelsen, som saa længe har været holdt i ave af rationalistisk skamfølelse og videnskabelig hovmod, men som ikke længere holder ud at leve sammen med den tørre materialisme.
Heller ikke det kan jeg tro.
Jeg faar nemlig intetsteds øie paa de store og mægtige følelser. Jeg finder ingen pathos, ingen Werther blandt vor tids mennesker; hvad der kommer fra deres sjæle, er oftest overmodent og fortørket, — og spot uden medfølelse er snarere en tidens mode. Og vil vi gjøre en prøve, — følelsens sterke deklamationer hos Rousseau, Lammenais og George Sand forekommer vor moderne smag, naar den oprigtig siger sin mening, enfoldig, latterlig kjedelig og dum, og den romantiske sentimentalitets yppige svulst kalder man med redebon spot „mildest talt overdreren“.
Hvis det virkelig blot var en følelsens paroksysme, var der heller ikke nogen fornuftig grund, hvorfor man skulde gjøre den lange omvei og tage sin tilflugt til saa eksotiske midler og ikke hellere angrende vende tilbage til den gamle katholske lyrik, som var forhaanden, og som er bevaret i mange slegter. Jeg maa ialfald indrømme, og hvergang jeg lytter til den buddhistiske lære, blir det mig klarere og klarere: netop for følelsens vellyst har den katholske mystik dog en kraftigere tillokkelse og er rigere paa fornemmelser. Nei jeg tror ikke, det for disse nye buddhister er følelsen (sentiment) om at gjøre; — det er tvertimod sansningen (sensation), det gjælder. Ikke fra hjerterne, men fra nerverne kommer denne trang til mystik.
Det karakteristiske for den sidste fase i vor tids udvikling har været at udvikle virtuoser i nervøsitet, som har forvandlet livet til et spil paa sine nerver. Den udbredte philosophie de l’universel néant, som Bourget kalder Leopardis infinita vanita del tutto, har lammet modet til at bruge sin fornuft og modet til følelse; og det hele blir jonglørkunster med sensationer. Deraf lader det sig ogsaa forklare, at Maurice Barrés bog[1] vakte slig opsigt og gjorde slig lykke.
Denne aandsmode er det, som nødvendig maa havne i buddhisme: buddhisme er dekadensens religion, fordi den er nervernes religion.
- ↑ Un homme libre se Samtidens aprilhefte.
