403
skare af hyrder, betlere og fiskere, med Hossiannah efter stjernen, til krybben; — og andagt er udbredt over spotternes forsamling.
Ogsaa i maleriet finder man den samme stemning, sønderknust anger og hvileløs længsel blandet om hverandre. Puvis de Chavannes, Cazin og Carrière er begyndt at helde mod det smægtende, vemodige og smertefulde med sine bløde, udviskede og afblegede farvenuancer. Den lykke, de har gjort, har blandt de unge frembragt en formelig épidemie de langueur som André Michel har kaldt det; man søger kun efter intime, sentimentale og sagtelige sujetter og douce, blege harmonier.
Tænk dernæst bare paa hypnotismen og spiritismen. Tænk paa frelserarméen; og tænk paa Kreuzersonaten.
Overalt, hvor man kaster sit blik paa samtidens kultur, gjenfinder man det samme motiv. Anatole France kalder det une profonde tristesse epicurienne, auprès de laquelle l’affliction du croyant semble presque de la joie (en dyb epikuræisk melankoli, ved siden af hvilken den troendes sorg næsten synes glæde). Og man kunde gjerne som motto over hele denne tid sætte Verlaines klagende vers:
qu’il faudrait que mon âme en panne naviguât,
Loin de nos jours d’esprit charnel et de chair triste.
Dette er den stemning, af hvilken den buddhistiske mode er et udslag.
Men det maa dernæst ogsaa undersøges, om denne stemning har sit sæde i sjælen eller andetsteds. Det kunde jo tænkes, at den overleverede tænkemaade ikke mere tilfredsstillede den nye maade at leve paa, — og at dette var grunden til den heftige længsel mod det ukjendte (l’inconnu); det vilde da intet andet være end en ny verdensanskuelse, et andet filosofisk system istedetfor de gamle, udlevede. Men jeg tror, Barrés tager feil af tidens trang, naar han tror, han kan sammenfatte den i følgende formel: Il serait grand temps qu’un bon esprit nous fournît une nouvelle hypothèse explicative (det er paa høie tid, at en god aand giver os en ny hypothese, som kan forklare os livet).
Jeg tror ikke, at denne hang til mysticisme kun er en maskeret trang til en ny verdensbetragtning, der er vokset frem af videnskabens resultater. Jeg tror heller ikke, det er un soif d’affirmations fortifiantes (først efter positive grundsætninger), der skulde komme den betrængte vilje til hjælp. Jeg tror ikke; der er tale om en utilfredsstillet trang i den menneskelige forstand — det vilde enhver ny erobring af videnskaben hjælpe paa —, ei heller gjælder det om at komme moralen til hjælp — den kunde opbygges ved de gamle aabenbaringer.
Hvis det var tilfældet, maatte man se sikre tegn dertil ogsaa i vor tids filosofiske arbeide, i mere skjerpede fordringer i ethiken; men det ser jeg ingen spor til, — det skulde da være hos Friedrich Nietzsche. Nei, hvad det gjælder, er en bevægelse bort fra forstanden, en fornegtelse af det rationelle overhovedet, et brud med alle systemer. Og det gjælder ogsaa en bevægelse bort fra viljen; fra den forpinte, udmattede og altid frugtesløse vilje, som snart har mistet al tillid. Ikke
