402
organer i England er: H. S. Olcott’s The Theosophist, William G. Judges Path og Mabel Collins’s The Lucifer.
Bevægelsen er ogsaa paa gode veie til at vinde indpas i Tyskland; derpaa er der mange tegn, som ikke er til at tage feil af, enkelte adepter begynder ogsaa der allerede at hæve sin røst, især maa nævnes Friederich Eckstein i Wien, som har sat sit agitatoriske talent i denne sags tjeneste. Buddhismen vil i den nærmeste fremtid med larm og strid optræde ogsaa i det aandelige livs udvikling i Tyskland. Thi om dette land end stadig pleier at være det sidste i kulturbevægelsen, saa pleier det til gjengjeld at gjøre sin forsømmelse god igjen ved en fanatisme, som er mere haardnakket end noget andetsteds.
Naar man har konstateret disse kjendsgjerninger, bliver spørgsmaalet, hvorledes det kan være muligt, — hvad grunden vel kan være til, at det gamle budskab fra Ganges pludselig kan komme til slig ære i Europa, og hvorledes det kan lykkes kongesønnen af Sakyernes stamme, efter erobringen af 740 millioner østerlandske sjæle i Tibet, Annam, Sion, China og Japan, nu ogsaa at erobre boulevarden, den vesterlandske kulturs sterkeste fæstning mellem Torboni og rue Drouot.
Man vil ikke finde det rigtige svar paa dette spørgsmaal, hvis man søger den i den buddhistiske læres indhold; selv om man kunde bevise buddhismens sandhed, vilde man derfor ikke være kommen et skridt nærmere til forklaringen af, at denne nu gjør proselyter i Europa. Thi hvis den er sand, saa har den jo ogsaa været det i mange tusen aar og kunde for den sags skyld godt have holdt sit indtog for lang tid siden.
Løsningen maa søges udenfor, i andre omstændigheder, ikke i lærens iboende kræfter og uimodstaaelighed, men i en speciel prædisposition, modtagelighed og trang hos dens nye disciple; kanske er buddhismen, uden at være sandheden eller endogsaa kun en sandhed, dog istand til imødekomme et savn, der føles sterkt inden visse kredse af nutidens mennesker, istand til at yde noget, som tiden nu engang ikke vil undvære, og som den ellers overalt har søgt forgjæves.
Der er mange tegn, der tyder paa en saadan prædisposition.
Paul Bourget’s tre romaner, Mensonges, Le disciple og Un coeur de femme ender allesammen i det kirkelige. De kjæmper ikke for noget dogme; man kan ikke engang sige, at de er skrevne i religiøs aand. Men i den stemningens grebethed, som de tilslut efterlader, er der intet andet tilbage end med bedende kys at klamre sig til prestens trøstende haand og at græde, ikke andet end græde; græde, indtil bevidstheden udslukkes, og man drukner sig i taarer.
Jean Richepin, Chansons des joyeuses’ frække sanger og forfatteren til de vilde, kyniske Blasphèmes og Maurice Bouchor, Contes parisiens’s tøilesløse digter, spiller nu med smægtende marionetter „Tobias’s historie“, et sagtmodigt og gudfrygtigt mysterium. Sarah Bernhardt, den geniale fremstillerinde af den forbryderske kjærlighed, forlader sine Theodoraer, Feodoraer og Cleopatraer for med from vellyst at gjennemgyse tilskuerne som „Guds moder“ i et passionsskuespil af Edmond Haracourt, som engang havde vovet sin uhyggelige légende des sexes. Og selv oppe i hjertet af det lystige Montmartre, hvor den mest løsslupne ungdom samler sig, selv over denne sirlige scene, hvor før de kinesiske skyggebilleder endog fik kokotterne til at rødme, bølger nu hver aften „den lidende menneskehed“, en lang
