de er alle arbeidsomme, men dog altid glade og pent klædte. Gudsmoderen er menighedens hoved, Guds billede paa jorden. Ved kvinden kom synden ind i verden, og derfor kan der heller ingen frelse komme undtagen ved kvinden. Gudsmoderen vælges af menigheden, naar denne er forberedt ved faste og bøn og oplyst af aanden; thi aanden, det rene lys, er endnu mere værd end bibelen. Vor tro er ingen mørk tro; den fordømmer ikke alt, hvad der glæder menneskene, som synd. Vi tjener Gud uden at gjøre indgreb i naturens uskyldige drifter. Det er skik hos os, at ungdommen mænd og kvinder kommer sammen om aftenerne for at snakke og more sig.“
„Men eders kvinder skal ikke være meget moralske,“ faldt jeg ind.
Gudsmoderen saa rolig paa mig med sine store, kloge øine. „Egentlig lægger vi ikke stor vegt paa egteskabet,“ sagde hun; „to voksne menneskers vilje er nok til at afgjøre den sag. Familiens ældste erklærer brudefolkene for forenede, og dermed er egteskabet indgaaet. Og vi gjør ikke større vanskeligheder ved skilsmisse. De drifter, der er syndens kilder, kan ikke være onde i og for sig, ellers havde Gud i sin godhed ikke givet os dem. Istedetfor at undertrykke disse drifter og saaledes egge naturen til oprør, giver vi efter for dem og berøver dem derved deres farlighed. Vi gjør det let baade at indgaa og ophæve egteskab, og betragter ikke kjærlighed som en synd. Vi undgaar derved egteskabets almindelige farer: skinsyge, had og misfornøielse, og hjælper saaledes aanden til seier. Vi lader kvinden faa lov til at pynte sig og more sig, naar hun har opfyldt sin pligt og gjort sit arbeide; derfor elsker vore kvinder arbeide. De staar op tidlig om morgenen, mens endnu stjernerne lyser og har sit hus i orden før solopgang. Om aftenen sidder de med sit haandarbeide; de er pent klædte og morer sig i selskab, og det har ingen ondt af. Da det er saa let at opnaa skilsmisse, er det heller ikke vanskelig for kvinderne at være tro; derfor blir egteskabsbrud ogsaa meget strengt straffet hos os.“ „Af hvem?“ spurgte jeg. „Af gudsmoderen,“ svarte den skjønne helgen. „Men det er meget sjelden, der indkommer klager, da duchoborzerne ikke tager det saa nøie i den henseende, naar kvinderne ellers opfylder sine pligter.“
„Er da duchoborzerne overbeviste om, at Gud er levende blandt dem i gudsmoderens skikkelse?“ spurgte jeg videre.
„Gud er levende i ethvert menneske,“ svarede hun; „thi den treenige Gud aabenbarer sig for os kun i menneskenes sjæl, Faderen i hukommelsen, Sønnen i forstanden, og Aanden i viljen; men gudsmoderen er udvalgt af Gud til at fuldbyrde hans vilje her paa jorden.“
„Men man beskylder duchoborzerne for, at de ikke er fromme, men at de lever et temmelig frit og verdsligt liv,“ indvendte jeg.
