Hopp til innhold

Side:Samtiden 1890.djvu/404

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

395

optugter, den onde, den frygtelige, den tyranniske, halvt rovdyr, halvt slange, taknemmelig mod Gud, djævel, faar og orm i sit indre, nysgjerrig indtil last, forsker indtil grusomhed, ensomhedens forstaaer og ven? — naar vil han komme, som spiller seiersdansen paa tilværelsens streng og faar livet til at synge, — den nye Zarathustra, ariernes første; naar vil han opgaa, den blonde herre, lig morgenrøden over havet?

**
*

Maaske min ytring om, at andre moderne aanders virksomhed — som f. eks. Mills, Darwins, Taines — ligner de smaa bølger paa udviklingsoceanet, medens Nietzsche er det egentlige stormcentrum, fra hvem de store bølger udgaa, — nu være mere forstaaelig.

Nietzsche betegner en saavel i væsen som i form voldsom reaktion mod i grunden alle de tendenser og retninger, som man fortrinsvis kan kalde nutidens; han staar som en urokkelig klippe midt i flodleiet, og tidsbølgerne bryder sig ved hans fod. Det springer nærmest i øinene; men dermed er hans rolle og betydning ikke tilstrækkelig betegnet. Han har søgt basis for sin livsanskuelse i den grad i dybden, han har rettet sine hug mod et saa urgammelt kulturtræ, at modsætningen mellem det gamle ideal og det nye, han har givet udtryk, omfatter aartusinder. Han har samlet to aartusinders kulturarbeide og reduceret hele denne tilsyneladende saa brogede masse af fænomener til en let overskuelig gruppe, hvis samtlige elementer viser sig som nærbeslegtede, ja som i grunden et; og hvad han i brutal kontrast opstiller derimod, hænger sammen med saa dybtliggende lag i den menneskelige natur, at der vil trænges lange tiders arbeide for at bringe disse lag frem i dagslyset. Hvad Nietzsche bekjæmper er tidsaanden som det historisk grelleste udtryk for et gjennem aartusinder modnet ideal; hvad han giver, er blot en ganske liden spire, der behøver uoverskuelige tidsrum for at vokse op til et træ, men som, naar den engang har vokset sig stor, vil vise sig at være et træ af den art, at hele menneskeheden i en lang række af slegter vil kunne hvile, tænke, drømme og arbeide inden dets skygge.