394
mod livet, mod legemet, mod jorden, en vilje mod skjønhed og lykke, en vilje til intet; men en vilje var det dog.
Netop i vore dage har slavemoralen vendt sit ideal ud, og dens indvolde ligger blotte for alles øine. Den nutidige slegt lider under alle følger og farer af denne moral. Vi stirrer den mennesketype, den gjennem aarhundreder har opammet, i ansigtet og gribes af gru —: det er haderens aasyn paa slavens legeme. Europas udskud tilsmudser med sin befingren gudsbilledet i menneskehedens allerhelligste. Ulyst, ekelhed ved livet, træthed og modbydelighed overfor menneskene — æder som en snigende svamp marven ud af slegtens rygrad og borer sig ind i de ædleste dele af organismen. Man forstaar alt og elsker intet, skatter intet, begeistres for intet; man har mistet smagen og kalder det objektivitet, man har tabt sjælens lugtesans og kalder det „dilettantismus“; man er impotent som en olding og skjuler elendigheden med sminke og brogede lapper af ord. Lighedsprincipet, prædiket af skrighalse paa torvene og sat i system af filosoferne, svinger over den samlede menneskeheds hoveder sin uhyre sigd, vidt omfattende som en regnbue, paa det at ét hoved aldrig skal kunne hæve sig op over et andet. Sygen angriber selve videnskaben, løber gjennem dens aarer som en snigende bedøvelse; engelsk spidsborgervisdom og fransk feminisme parrer sig og frembringer „de moderne ideers“ krøblingeslegt; forskeren blir en kortsynet specialist, der omsætter sin egen vanmagt i foragt for alle synthetiske opgaver, og filosofien selv nøier sig med at presse essensen ud af nutidens sammenhobede viden eller med at destillere de uegennyttige instinkter saa længe, til de blir de eneste værdier, paa grundlag af hvilke man trøstig kan sige nei til livet og til sig selv.
Derfor, siger Nietzsche, trænger alt netop nu til en radikal omvurdering af alle værdier — Umwerthung aller Werthe. Det gjælder om at bringe herremoralen i høisædet igjen. Ud af verden med den onde samvittighed, de asketiske idealer. Og maa I have et tegn, saa ophænger paa himmelen et flammende spørgsmaalstegn, — det store spørgsmaalstegn, der staar bag det ord: hvad betyder viljen til sandhed? — for at menneskene i dets lys kan finde veien til hinsides godt og ondt. Lad den store fare komme, som tvinger slegten — der har sat sit høieste maal i at søge alle kilder til frygt udtørrede — til at drage kniven af sliren.
Alle stænder blander sig i vor tid, og alle nationaliteters eiendommeligheder løber sammen i et totalbillede; allerede antyder en fin, tydelig linje fremtidens store spaltning i en herrekaste og en slavekaste. Naar vil han komme, den nye tids førstefødte, den cæsariske kultur-
