393
skyld og straf, løsladt en sand hærskare af pinere mod menneskeslegten. Den onde samvittigheds opstaaen forklarer Nietzsche paa følgende maade: Den første stat blev grundet derved, at en herskerrace undertvang en i antal overlegen befolkning, der manglede modstandskraft. Disse halvdyr, der var vante til at streife frit omkring, blev nu stukne i fællesskabets tvangstrøie; det var omtrent, som om vanddyr pludselig blev overflyttede til det tørre land. Alle instinkter, der tidligere havde vendt sig udad, vendte sig nu indad, eftersom de ikke længer fik virke i den naturlige retning; det vilde, omstreifende menneskes instinkter vendte sig mod mennesket selv —: grusomheden, forfølgelsessygen, tilintetgjørelsestrangen, behovet af en fiende at slaaes med. Den drift, der er den centrale og fremherskende i menneskeslegten: frihedsinstinktet eller evnen til magt, vendte sig — pludselig og voldsomt afspærret fra al virksomhed udadtil — mod de indre, sjælelige fremtoninger. Dette dyr-menneske, som man vil tæmme, og som river sig tilblods mod burets stænger, denne hensmægtende, fortvilede fangne, der med engang er bleven afspærret fra sin tidligere, naturlige, dyriske tilværelse, opstiller sine egne gamle instinkter som noget, der skal bekjæmpes, undertrykkes, tilintetgjøres. Saaledes blir det, der engang var naturens kjerne, til „ond samvittighed“. Denne nye fremtoning: mennesket med den onde samvittighed, tilegner sig saa de religiøse fordomme om en skyld imod Gud, og derved blir sygdommen dreven til sin frygteligste og høieste spidse. Mennesket fatter i Gud den sidste, yderste modsætning til sine dyre-instinkter og tyder nu disse selv om til skyld imod Gud. Han spalter sig i modsætningen mellem Gud og Djævel; hvert „nei“, som han siger til sig selv og sit væsens urnatur, blir ham et „Ja“, et værende, noget legemligt, virkeligt, en Gud, en anden verden, evighed, helvede, en uendelighed af skyld og straf; saaledes frigjør han sig.
Hvad betyder et asketisk ideal? Det udspringer af et udartet livs skyld- og bods-instinkter. Det er et kunstgreb, opfundet for at binde den fortvilende til livet. Menneskets jordiske tilværelse manglede mening og maal; mennesket led under sin tilværelses uløselige gaade. Det var ikke lidelsen selv, det led mest under, men denne lidelses hensigtsløshed. Her kom det asketiske ideal mennesket til hjælp, det ærte ham at betragte al lidelse under straffens synspunkt. Den onde samvittighed blev omtydet til synd; lidelsen blev straf. Det var den religiøse fortolknings største og følgerigeste kunststykke; den syge var gjort til forbryder, men viljen var reddet, livet havde faaet en betydning, menneskets stræben en mening. Det var ganske vist en vilje
