392
belse paa efterhaand, noget ved-siden-af; en komplementærfarve; det sidste derimod er originalen, begyndelsen. Men ligeoverfor disse to, indbyrdes saa forskjellige vurderingsbestemmelser staar en og den samme værdibetegnelse „god“. Dette begreb „god“ er imidlertid ikke et og det samme i de to tilfælde. Thi hvad er slavemoralens „ond“ andet end herremoralens „god“, — betegnelsen for den fornemme, den mægtige, herren, men omfarvet, omtydet, seet med slavens øie.
Mellem disse to instinktivt modsatte typer af moralsk vurdering er der gjennem menneskehedens hele udviklingshistorie blevet kjæmpet en forbitret, aldrig hvilende kamp. I prestekasten blev slavemoralen først forædlet, forfinet, lutret; thi prestekasten bestod af de svage, de syge, i hvis interesse det laa at vende herremoralens værdier om. Med jøderne, denne hadopfyldte prestekaste, begyndte slaveoprøret i moralen. Jødedommens historiske virksomhed fortsatte sig saa under kristendommen. Af jødedommens hadmoral vokste kristendommens kjærlighedsmoral som kronen vokser af stammen. Jesus af Nazaret, det legemliggjorte kjærlighedsevangelium, — førte ikke han, historisk, ad en omvei tilbage til de jødiske værdibestemmelser? Har ikke Israel netop gjennem denne sin største modstander naaet det sidste maal for sin ophøiede hevnsyge og under korsets tegn to aartusinder igjennem triumferet med sin hevnmoral over hint fornemmere ideal, der hævede sig inden menneskeheden? Judæa mod Rom — det var slavemoralen i kamp med herremoralen. Judæa har seiret. Vistnok opstod under renaissancen det antike ideal paany, den aristokratiske vurderingsmaade, og dens sidste aftenrøde hvilede over Frankrig under l’ancien régime; men med de to store plebeiiske bevægelser: den tysk-engelske reformation og den franske revolution, styrtede antikens tempelrester sammen, og paa dem byggede saa det 19de aarhundrede sin uhyre arbeiderkaserne. Det moderne demokrati er den sidste udløber af den plebeierdom, som svang sig til magten ved hjælp af kristendommen. — Hvad indeholdt dette ideal?
Dets herskende element er det altruistiske. Det har gjort dyder af alle den svages, den undertryktes, den syges mangelagtigheder og brændemerket den glade, herren, med misdæderens tegn. Det har forherliget alle de egenskaber, ved hvilke det kunde opretholde sig selv i livskampen: kjærligheden til næsten, medlidenheden, selvopofrelsen. Det er et livsfiendtligt, et asketisk ideal, som lagde verden ind under evighedens tunge slagskygger.
Først og fremst har det i sin lære om ond samvittighed, synd,
