391
Gjennem hele menneskehedens historie gaar en forbitret og aldrig
hvilende strid mellem to modsatte moral-idealer, mellem to i princip
og resultat fiendtlige værdsættelser af tingene: af livet, mennesket,
legemet, sjælen, handlingerne, sindstilstanden, drifterne. Det er striden
mellem herremoral og slavemoral, begge karakteriserede gjennem sine
værdibestemmelser: god—slet, god—ond.
Oprindelsen til denne morallære og værdibestemmelse er ifølge Nietzsche følgende:
De fornemme, mægtige, høitstaaende, høisindede betragtede og vurderede sig selv og sin handlen som god, d. v. s. som førsterangs, first rate, i modsætning til de lave, lavtsindede, gemene og pøbelagtige. Formedelst denne „distancens pathos“ tog de sig ret til at skabe værdier og præge værdibestemmelser. Det er ophavet til værdibestemmelserne god—slet (altsaa ikke den uegoistiske handlings nyttighed, som de engelske moralgenealoger mener). Til denne genealogiske teori er Nietzsche ganske væsentlig kommen ved de fingerpeg, etymologien indeholder, ved undersøgelsen af hvilken betegnelse de forskjellige sprog havde for begrebet „god“. Han fandt, at de alle førte tilbage til en og den samme hbegrebsforvandling, at „fornem“ overalt, som standsbetegnelse, var grundbegrebet, hvorfra „god“ i betydningen „Sjæleligt-fornem“ udviklede sig, og at der, parallel med denne udvikling, løb en anden, i hvilken den lavere kastes karakter flød sammen med begrebet af det „sjæleligt-slette“ (det bedste eksempel er identiteten af de tyske ord schlicht [jevn] og schlecht [slet]).
Et ganske andet ophav havde derimod slavemoralen. Medens al aristokratisk moral vokste frem af en triumferende „ja“-sigen til sig selv, begynder slavemoralen med at sige „nei“ til det, der er udenfor den, til det „andet“, til „ikke-jeget“; og det er dette „nei“, som er dens skabende daad. Slavemoralen maa, for at opstaa, have en ligeoverfor og udenfor sig staaende verden; den trænger, fysiologisk talt, ydre indvirkninger for selv at blive sat i virksomhed; — dens handlen er kun tilbagevirkende. Et modsat forhold fandt sted ved den aristokratiske værdibestemmelse; denne virker og vokser ud af sig selv og opsøger kun sin modsætning for endnu mere taknemmeligt, endnu mere jublende, at kunne sige „ja“ til sig selv; dens negative begreb er „gemen“; — „slet“ er bare et senere, blegt gjenbillede. Slavemoralen derimod udgaar fra noget negativt, fra det hos fienden (d. e. herrerne) som modsætning iagttagne; dette blir stemplet som „ondt“.
Paa denne maade ser vi den grundvæsentlige forskjel mellem begrebet „slet“, der er af fornem herkomst, og begrebet „ond“, der er udsprunget af de lavtstilledes had til herrerne. Det første er en ska-
25*
