en 82-aarig olding. I de hundrede aar og mere, de har været der, er ingen lipowaner bleven straffet. De var tidligere ganske fritagne for krigstjeneste. Og efter indførelsen af almindelig værnepligt gjør de udelukkende tjeneste i sanitetstropperne, da det efter deres lære ikke er tilladt at udgyde blod. Istedetfor eden giver de haandslag. De bor i pene, velbyggede landsbyer, driver agerbrug og fædrift, handler kun med sine egne arbeidsprodukter, og er i enhver henseende brave, fredelige og strengt sædelige mennesker.
Ganske anderledes har duchoborzerne udviklet sig. De kalder sig vistnok aandens stridsmænd, men hos dem har Orientens sanselige mysticisme allerede slaaet temmelig dybe rødder. De rev sig i det 18de aarhundrede løs fra raskolniki, og har nu lidet eller intet tilfælles med dem længere. I begyndelsen blev de forfulgte og behandledes med stor strenghed; først 1804 fik de religionsfrihed under den milde Alexander I. De bor for størsteparten i Taurien, men de findes dog over hele Sydrusland.
Jeg har havt anledning til at lære en slig duchoborzermenighed nærmere at kjende.
I denne hemmelighedsfulde sekt spiller kvinden den samme mægtige, gaadefulde rolle, som vi overalt træffer paa i det slaviske Østen; det er ligesom sfinxen, der ligger foran templets indgang. Duchoborzerne forkaster kirke, sakramenter, prester og czarens pavemyndighed; istedetfor har de en kvindelig pave, den saakaldte gudsmoder, i hvem Gud legemliggjør sig for de troende, og er midler mellem ham og dem. Den gudsmoder, som jeg lærte at kjende, var datter af en rig bonde, hvis gaard vilde have gjort enhver adelsmand ære.
Hun modtog mig udenfor huset, hvor hun netop stod og uddelte befalinger til sine yngre søskende. Det var en underlig skikkelse; slank og majestætisk med et skjønt, mildt madonnaansigt inde i en rigdom af tykt, lyst haar; hun gik i røde bondestøvler, kort, broget skjørt, derover en sid, lyseblaa kaftan, besat og foret med pelsverk; om hovedet havde hun hvidt tørklæde, bundet som en turban; brystet var bedækket med koraller og guldmynter; hun saa mere ud som en asiatisk fyrstinde eller en skjøn sultaninde end som en helgen. Hun førte mig ind i sin stue og gav mig beredvillig svar paa alle spørgsmaal.
„Vi har ingen geistlige og ingen kirke,“ sagde hun; „vi forkaster sakramenterne og tilbeder ingen helgen; og dog vil ingen kunne negte, at vi er taalmodige, fredelige og arbeidsomme mennesker. Vor første lov er lighed mellem alle mennesker, alle stænder og alle bekjendelser; vi agter jøder og muhamedanere saavelsom alleslags kristne. Blandt os gives hverken herrer eller trælle, og dog er alle duchoborzer velhavende, rene og velklædte. Vore kvinder gaar for at være vakre,
