390
De gode var altid begyndelsen til enden. De gode hader den,
som sønderbryder lovens tanke og de gamle værdier; de kalder ham
bryder, lovbryder, forbryder, og korsfæster ham. Ikke mere at ville,
ikke mere at sætte værdier, ikke mere at skabe, — evig blive mig denne
store træthed fjern! At skabe, det er forløsningen fra lidelse; viljen
befrier; det er den sande lære om viljens frihed. Jeg gik gjennem
folket og havde mine øine aabne; det er blevet mindre og blir mindre
bestandig; det volder eders lære om lykke og dyd. Bestandig saa
megen svaghed som godhed; bestandig saa megen svaghed som medlidenhed.
Dyd: det er for dem det, der gjør tam. Snart vil de staa
som tørt græs, tørstende efter vand eller ild. O signede stund, da
lyset kommer!
— Overmennesket: i det ord ligger, at mennesket er noget, som maa overvindes; det er en bro, intet maal. Du og I alle, I maa overvinde eder selv af kjærlighed til overmennesket. Der, hvor staten ophører, se dog derhen, mine brødre; ser I den ikke, regnbuen og broen til overmennesket? Ikke kjærlighed til næsten lærer jeg eder, thi det er eders slette kjærlighed for eder selv; heller ikke kjærlighed til kvinden lærer jeg eder, thi var det ikke bedre at falde i morderhaand end i en brunstig kvindes drømme? Men vennen lærer jeg eder, han være eder jordens salt og en anelse om overmennesket! Fri kalder du dig! fri hvorfra? Hvad bryder Zarathustra sig derom? Men klart dit øie skal forkynde mig: fri hvortil? Kan du selv give dig dit godt og ondt og ophænge din vilje over dig som din lov?7 Du maa brænde i dine egne love; hvorledes skal du ellers kunne blive ny, naar du ikke først er bleven aske? Du ensomme, du gaar den skabendes vei: en gud vil, at du skal skabe dig selv af dine syv djævle. Den, som er folket forhadt som ulven hundene, det er den frie aand, lænkefienden. Fri fra trællenes lykke, fri fra guder og tilbedelse, uforfærdet og frygtelig, stor og ensom: saa er den sandrues vilje. Han kjender ogsaa den sværeste af alle kunster, den: til rette tid at — gaa. Fri til døden og fri i døden; en hellig neisiger, naar der ikke mere er tid til ja: saa forstaar han sig paa liv og død. En lykke alene kjender han ikke: den modtagendes lykke. Se, det er min fattigdom, mine brødre: at min haand aldrig hviler ud fra at give. Det er lysets fiendtlighed mod alt, hvad der lyser.
Men I ensomme fra i dag, I skal engang være et folk; af eder, der har udvalgt eder selv, vil et udvalgt folk opvokse: — og af dette overmennesket.
Saa talte den vise Zarathustra.
