389
Zarathustra vender tilbage til bjergene, og da blir hans vilde
visdom frugtsommelig. Til folket vil han ikke mere tale; men de
ensomme vil han vise regnbuen og alle trappetrin, der fører opad til
overmennesket. Han sidder i fjeldet med sine dyr ved siden af sig,
ørnen, det stolteste dyr under solen, og slangen, det klogeste dyr under
solen. Og saaledes taler han til sine lærlinge:
En gang var aanden gud; saa blev den menneske, og nu er den bleven pøbel. Modige, sorgløse, trodsige, forvovne, saadan vil visdommen have os; den er en kvinde og kan kun elske krigsmænd. Krigen og modet har fuldbragt større ting end nogensinde kjærligheden til næsten. Foragt for jorden, foragt for legemet, den syges foragt for jord og legeme, er ingen trappetrin til overmennesket.
Pøbelen trænger sig om taskenspilleren paa torvet; men verden dreier sig umerkeligt om den, som skaber nye værdier for tingene. Jeg elsker alle, der er ligesom tunge draaber, som en efter en falder fra dunkle skyer; de ser, at lynet kommer, og som seere gaar de under. Se, jeg er en seer af lynet og en draabe fra skyen; men denne draabe heder overmenneske. Død er alle guder; kun vil vi, at overmennesket skal leve.
Man prædiker om lighed mellem menneskene! Det er vanmagtens tyran-vanvid, der skriger efter lighed. Men glemmer ikke, at naar de kalder sig de „gode og retfærdige“, saa mangler der dem intet i at være farisære — uden magten. Thi det er min tale: menneskene er ikke lige. Og de skal hellerikke blive det. Hvad var vel min kjærlighed til overmennesket, hvis jeg talte anderledes? Paa tusind broer og stier skal de trænge ind i fremtiden. Godt og ondt, rig og fattig, høi og lav og alle navne paa værdier: vaaben skal de bære og klirrende tegn paa, at livet bestandig maa overvinde sig paany. I høiden vil livet bygge sig, med piller og afsatser; i fjerne vidder vil det skue. Og behøves høiden, saa behøves afsatserne, og modsigelserne mellem afsatserne, mellem de opstigende. Stige vil livet, og stigende overvinde sig. Kun hvor der gives grave, gives der opstandelser. Og denne hemmelighed sagde livet til mig: „Se,“ sagde det, „jeg er det, som bestandig maa overvinde sig selv.“ Sandelig, jeg siger eder: godt og ondt, som er uforgjængeligt, gives ikke. Ud af sig selv maa det bestandig overvinde sig paany. Med eders værdier og navne for godt og ondt udøver I magt, I værdierskabende: og det er eders hemmelige kjærlighed. Men en sterkere magt vokser frem af eders herredom og en ny overvindelse, som sønderbryder egget og eggeskallet. Og han, som vil være en skaber i godt og ondt, sandelig, han maa først blive en tilintetgjører og sønderbryde værdier.
25
