388
sig tæt indtil hverandre, kitter sig sammen til grundlag for en ny morallære og en ny kultur. Idealskikkelsen blir hautrelief, blir fritstaaende statue, blir kjød og blod og levende væsen i „Also sprach Zarathustra“. Moralen faar en bestemt formulering i „Jesuits von Gut und Böse“ og i „Zur Genealogie der Moral“. Saaledes spænder der sig en høi og bred bro mellem begge endepunkter af Nietzsches forfatterbane, og over den skrider det kjødblevne ideal, ligesom engang Moses fra Sinai med lovens tavler i sine hænder.
Da Zarathustra var 39 aar, gik han op i bjergene. Efterat han havde tilbragt 10 aar i ensomhed der, vendte han tilbage til dalen; thi han elskede menneskene og vilde lære dem sandheden at kjende. Men da han paa torvet, foran folkets forsamling, talte om livsspørgsmaalene, de dybe og de høie, da lo de af ham, og der var is i deres latter. Det største menneske og det mindste saa for Zarathustras øine lige ud: de var begge „all zu menschlich“. Et frygteligt syn mødte ham: menneskene laa søndersplittede og omstrøede som paa en slagmark; og da hans blik gled tilbage over de svundne tider, mødte ham det samme skuespil: stumper, stykker, lemmer, men ingen mennesker. Og alligevel: saa ængstelig som han var, maatte han le over det, han saa. Aldrig havde hans øine set noget saa broget. Malte med femti flekker paa ansigt og lemmer, saa sad I der til min forbauselse, I samtidige. Og med femti speile omkring jer, der smigrede og eftergjorde eders farvespil. Fuldskrevne med forgangenhedens tegn, og disse tegn igjen overpenslede med nye tegn; saaledes havde I gjemt eder godt for alle tegntydere. Alle tider og folk blinker broget ud af eders slør; alle sæder og alle slags tro taler broget ud af eders gebærder. Den af eder, som tog af sig slør og overdrag og farver og gebærder, netop nok vilde han beholde tilbage til at skræmme fuglene med. Sandelig, jeg selv er den skræmte fugl, der engang saa jer nøgne og uden farve, og jeg fløi min vei, da benranglet tilvinkede mig kjærlighed.“
Zarathustra vil ikke mere tale til folket; for sidste gang talte han til en død. Livet er en kilde til lyst: men pakket har forgiftet alle brønde. Mange, der vendte sig bort fra livet, vendte sig blot bort fra pakket. Mange, som gik ud i ørkenen og led tørst med rovdyrene, vilde blot ikke sidde sammen om cisternen med skidne kameldrivere. Jorden har en hud; denne hud er fuld af skabbede udslet; et af disse er mennesket, den overflødige, den altformange. Hvor ensomheden ophører, begynder torvet, men hvor torvet begynder, begynder taskenspilleries larm og summet af giftige fluer. Zarathustra er ensommere blandt de altformange, end da han havde ørknernes ensomhed til selskab og til ven.
