387
Saadant et stormcentrum og udgangspunkt synes mig Friedrich
Nietzsche at være.
Han blev født 15de oktober 1844 i Röcken ved Leipzig og vokste op i den lille by Naumburg ved Saale, hvor hans far var prest. Under den berømte filolog Ritsche studerede han først i Bonn, siden i Leipzig og blev i 1869 professor i Basel. I 1877 maatte han af helbredshensyn søge afsked, den han ogsaa, med fuld pension af staden Basel, erholdt. Siden førte Nietzsche et trækfugleliv i Syden, Schweiz, Sydfrankrig og Italien, indtil hans tragiske skjæbnes uhyggelige slutningskatastrofe indtraadte. Hans familje hørte saavel paa fædrene som paa mødrene side til dem, inden hvilke disposition for sindssygdom fra generation til generation forplanter sig. — —
— Nietzsches afsky for enhver art af tvang, den hans væsen iboende fordring paa absolut ubundethed, gir sig ogsaa udtryk i hans eiendommelige maade at skrive paa. Som bekjendt er alle de bøger af Nietsche, der er tilblevne efter hans livs store krise: frafaldet fra Richard Wagner, — samlinger af aforismer. Det er begribeligt, at hans arbeider maatte faa denne og ingen anden form, naar man betænker, paa hvilken maade de er tilblevne. Nietzsche forfattede alle sine senere værker paa staaende fod, i fri luft, under spadserture i schweiziske bjerge eller hvilende i et eller andet italiensk landskab. Der fæstede han hele den brogede vrimmel af tanker, indfald, syner, aperçus, der under saadant et nobelt dolce-far-niente-liv drog gjennem hans sjæl, til de løse blade af sin notitsbog. Saaledes formaaede han aldrig at sammentrænge sin epokegjørende verdensanskuelse til et afsluttet og afrundet system; men til gjengjæld har ogsaa hver mindste sætning fra hans haand et uforlignelig friskt arom, — en friluftsstemning af ungt grønt og morgensol.
Nietzsches første arbeider — de, der falder før den store krise i hans liv, havde to centrer, om hvilke de afleirede sig, to hovedideer: den nye kultur, og det nye menneske, der skulde levendegjøre kulturen.
De første arbeider efter krisen har som kjendetegn: den tilfrisknendes lyse syn paa livet, solskinsstemningen, men samtidig: en grusomt indtrængende analyse.
Solskinsstemningen fortætter sig. Den faar omrids og blir en idealskikkelse: den store ensomme, banebryderen, nedriveren, livsbejaeren, den som forandrer alle værdier. Og analyserne fordobler sig, lægger
