Friedrich Nietzsche af Ola Hansson.[1]
Inden menneskehedens elitekorps, der dannes af de banebrydende aander, kulturheroerne, gives der to hovedgrupper og to grundtyper.
Paa den ene side de, hvis gjerning er at give en allerede forhaandenværende strømning raskere fart, at lade en tidskarakter fremtræde i skarpere relief; de, der afslutter og fuldender det ideal, som den nærmest forangaaende generation stræbte henimod; de, der ganske vist gaar foran toget, men som dog gaar i den samme retning, i hvilken masserne gaar.
Paa den anden side de, som svømmer mod strømmen; som gjør front mod den blindt og i vante spor fremstormende menneskehed for at vække den af dens hypnotiske søvngjængeri; — omskaberne af grundværdierne, kulturens nybyggere, de aandelige opdagelsesreisende, der viser udviklingens nye veie og giver menneskeslegten nye suggestioner.
De første danner slutningsled af en kjede, der strækker sig tilbage i forgangne tider og nu er helt udrullet; de sidste danner det tilsyneladende lille nøste, der nu skal til at afvikle sig, som skal vise den søgende menneskehed veien i de kommende tiders labyrinther.
De første, de store fuldkommere, anførerne, kan i dag have en tung nok lod, men er sikre paa, at en tro tilhængerskare, der har fulgt deres spor og i kort tid er vokset fra en minoritet til en majoritet, vil kanonisere dem i morgen. De andre, opdagerne, profeterne, regner med større tidsrum. De ligner fyrtaarne, der kaster deres skin udover verdenshavet til den fjerneste horizont, og deres seer-ord henklinger i førstningen svarløst i det mennesketomme øde som store havfugles vingeslag over endeløse vandflader. De første er store, maalte med dagens alen, de sidste kaster sine skygger henover aartusinder. De førstes virksomhed er paa det store udviklingshav som en liden bølge; de sidste er som stormcentrerne, hvorfra de store bølger udgaa.
- ↑ Friedrich Nietzsche — navnet nævnes oftere og oftere. Enhver, der gjør krav paa literær dannelse, søger at anbringe det i sin konversation. Det kan da være paa tide, at vi søger at klargjøre os de tanker, navnet repræsenterer. Den bedste fremstilling af Nietzsche som tænker og skaber, jeg har stødt paa, er af den svenske digter og kritiker Ola Hansson (et i „Unsere Zeit“ offentliggjort essay); af dette essay meddeler jeg her med forf.’s tilladelse det hovedsagelige.
Arne Garborg.
