385
grundlaget for dannelse; gjøre for alle klasser af samfundet, saa høit op i skolen som muligt, fagkredsen fælles; udsætte med valget af særfag og lette overgangen fra en gren af skolen til en anden. Til almenskolen (og om man vil fællesskolen) som enhed vil da kunne knyttes fagskoler, med nye (theoretiske eller praktiske) emner; og forøvrigt valgfrihed paa samme maade — eller mere — end hidtil.
Men paa moderne grund, paa nutidens natur- og aandsvidenskab, maa den almindelige, høiere som lavere, skole bygges. Græsk vil sandsynligvis inden kort tid faa samme skjæbne som hebraisk for et par menneskealdere siden: fra at være et hovedfag i den lærde skole blir den helt sløifet og henvist til universitetet. Vil man gaa forsigtig tilverks — og det bør jo altid ske i skolespørgsmaal — vil formodentlig latin endnu bli staaende en stund, indskrænket til skolernes høieste klasser. Den vil beholde sin stilling der som indledning til senere fagstudier — noget, man saaledes endnu en tid vil lade foregaa i skoleme. Dette blir altsaa latin, læst som bifag — for andre hovedøiemeds skyld. Men konsekvensen af de reformer, som hidtil er sket, er unegtelig, at skolen ogsaa lader dette døde sprog gaa den samme vei som græsk — og som hebraisk — og som arabisk, syrisk, kaldæisk o. s. v. allerede i pedanttiden. Centrum for skoleundervisningen faar blive modersmaalet; dernæst samtidens kultursprog; historie og naturkundskab, de to sidste mere end nu; og saaledes ogsaa paa sin plads, som led i den hele kjæde, saa meget af arkæologisk og litterær kundskab om de gamle tider, om græske og romerske kultursamfund, som den historiske timeplan kan afse. Man faar erindre: der dukker stadig nye krav op, som skolen ikke i længden kan stænges for. De vil alle ha sin plads. Enkelte har ventet længe nok. Vi faar praktisk, nationalt og historisk, gaa ud fra vort eget og ende med vort eget. Skolen kan ikke strække sig længer, end den har tid til, og de nærmeste opgaver maa være almenskolens første. „At leve i tiden og ikke kjende tiden, det er det samme som ikke at være til.“
Olaf Skavlan.
