384
sine særinteresser, altfor ofte rodløse i landet, fulde af gold eftersnakking, fremfor alt af gamle tanker. Megen rutine, liden originalitet; mere kritik end skabende kraft. Den gamle latinskole er ikke for intet bleven kaldt en dødbiderskole.
Latinskolen, som den nu staar — selv med de store fremskridt, den i de sidste tider har gjort — har beholdt noget af fortidens pedantsider, af prætensioner og illusioner, som uigjenkaldelig er tabte. Der er noget i selve systemet, som maa forandres. Fortidens opgaver er ikke vor tids; og det er bedre at faa førstehaands adgang ad de veie, som virkelig giver kundskaber for vor tid, end at optraakke sporene efter de gamle humanister. Man søger forgjæves at drage næring af et falskt skin, da dog betingelserne for at komme igjennem med hine tiders idealer for evig er forbi. Reformerne i den lærde skole er desuden i dette øieblik skredet saa vidt frem, at man ikke engang længer kan blive staaende, hvor man er, men ubønhørlig maa gaa videre, videre, videre.
„Gaar du over Rubicon, skal et mægtigt rige gaa tilgrunde!“ blev der sagt i gamle dage. Men latinskolen er allerede gaaet over Rubicon. Latinen maatte i vor tid have mange flere timer, end den har, om man skulde have haab om at naa den kyndighed og faa blot en brøkdel af den litteraturlæsning, som skabte tidligere tiders humanister. Med det, som nu i vore norske skoler læres af græsk, kan man endda mindre lade sig nøie. Græsk er et vanskeligt sprog, med dialekter, jonisk, dorisk o. s. v. Der er intet haab om i skolen at trænge ind i „den græske aand“, hvilket dog er opgaven. Brudstykker og stumper, halvheder og brøkdele! Det er det, man nu tager til takke med overalt i klassikerne — intet helt — ikke engang et helt forfatterverk! . . Lære at stave i en stump Xenofon, lægge op tredie, femte sang af Homer, saa og saa mange sider af Platon, saa og saa mange vers af en tragiker! Ligesaa godt kunde en nygræker indbilde sig at trænge ind i det norske sprogs „aand“ ved at læse saa og saa mange sider af — lad os sige — Holberg — tyve norske folkeviser (i thelemarkskdialekt) — fem sange af A. Munch — og 500 vers af „Per Gynt!“ ... Jeg siger: „ligesaa godt!“ Nei, meget bedre. Thi en nygræker i vor tid er da ialtfald saa nogenlunde paa samme niveau, i det mindste i tid, med det, han kom til at læse — og ikke to tusinder af aar borte fra det!
Et hovedkrav til hele vor almenskole, fra øverst til nederst, er i vor tid dette: at skolen skal skabe saavidt muligt enhed i
