383
fyldige former — tilrette for skoleungdommen, og, om saa skulde være, til grund for undervisningen. Men latinskolerne af ældre form giver børnene lutter aandsgymnastik med manualer, som er altfor tunge, som de knapt kan løfte, end sige lære med lethed at manøvrere. Det er ikke rimeligt at gjøre den ting til centret i en høiere skoleundervisning, som nu gjennem tider har ligget saa overordentlig langt, ja, snart sagt, længst ude i periferien, og de gamle klassikere gjør dette mere for hver dag. Lad græsk og latin være, hvad de er: specialfag. Lad dem udkræves — og da dyrkes — som særlige fagstudier. For oldforskere, for lærere i sprog og historie, fremfor alt for videnskabelige specialister, er de i regelen uomgjængelig fornødne. Men hvor mange af skolegutterne blir vel videnskabsmænd? Det er ingen mening i, at disse filologiske „antikviteter“ skal forsøge at beherske almenskolens høieste klasser, efterat ældre tiders opfatninger forlængst er forbi, og tusinde nye krav er oppe.
Psykologisk seet er sprog — og det maa gjentages — mere knyttet til hukommelsesevnerne end de fleste andre fag. Og enhver ved, at det, skolen skal virke paa, er ikke først og fremst eller væsentlig paa hukommelsen, men ogsaa, ja, meget mere, paa følelsen, paa fantasien, paa viljen. Og maalet for skoledannelsen er som bekjendt harmoni, saavidt mulig alsidighed i evnernes udvikling. Der er derfor sagt: skal man endelig have en ensidig sprogskole, hvorfor da ikke heller en i moderne end en i klassisk form?
Man kjender træet paa frugterne. Den latinskole, vi har, mon ikke den, med al sin hovedvegt paa logisk, kritisk, formel opøvelse, paa ord og hukommelsesstof, har baaret de frugter, som man kunde vente af en saadan ensidighed? Vi har gjennem aarhundreder havt anledning til at se den virke. Hvad har vi gjennem tiderne naaet? Jeg tænker, en saadan skoledannelse, med hovedvegten paa ting og tider og former og forhold, som ligger saa uendelig langt borte fra os, lidet er istand til at vække den interesse for virkelighedsiagttagelse, for livskravene, for selvstændig undersøgelse, den kjærlighed til det levende liv, som skolen netop skulde udvikle. Mon der ikke er noget i det, som er sagt om den ældre latinskole, at den skabte mere lys end varme, og mere lampeos end lys? Den forstod altfor godt at frembringe ensidige, pedantiske og unationale særlinger i folket; en embedsskole, nøiagtig i formerne, men ikke meget frugtbar i handling; papirmennesker, juridisk tørre, stivt aristokratiske i
