382
og græsk ikke længer bare med sprog (d. v. s. de moderne), men først og fremst med mathematik, dernæst med astronomi, fysik, kemi og alle de andre naturfag. Tænke klart, koncist, uden sprang — det lærer man ikke særlig af den latinske og græske syntaks. I grammatikerne er en mængde historisk tilblevne, ofte vilkaarlige, ja endog af feilslutninger opstaaede, former og regler. Disse taaler ingen sammenligning med de mathematiske og fysiske sætningers nødvendige logik. „Grammatik er ikke logik.“ Dertil spiller undtagelsernes undtagelser en altfor stor rolle.
I det hele taget har i parenthes sagt — troen paa sprogenes udviklende kraft været for stor, og der drives for meget paa sprogundervisning i vore skoler. Meget forsømmes, som kunde være langt nyttigere end den polyglotundervisning, som nu grasserer høit og lavt, i gutte- som i pigeskoleme. Ét af de store samtidige kulturfolks sprog, lært godt, ved siden af modersmaalet, vilde som grundlag være meget bedre end en hel flok, dels levende, dels døde sprog, lært daarligt. Her menes ved bedre: ikke alene med hensyn til den praktiske nytte hensigtsmæssigere, — det siger sig selv — men i det hele taget af større betydning som udviklingsmiddel. En masse halvlært hukommelsesverk er noget af det daarligste, man kan fylde hjernerne med. Men sprog er i høi grad hukommelsesværk. En bekjendt engelsk statsmand har sagt om nutidens sprogoverdrivelse i skolerne: folk lærer, hvad kul og kridt heder paa 10 forskjellige sprog, men ikke, hvad det er, paa ét eneste.
For nu at faa klassikerne til at være det ypperste sprogstof har man hobet de mest modsatte lovtaler paa hinanden. Snart roses disse sprogs formfylde, snart deres enkelhed. Snart hører man som deres hovedfortjeneste, at de er saa klassisk afsluttede, saa upaavirkelige af tidsomskiftningerne — det vil sige: fjerne; snart, at de historisk staar os saa nær (som modersprog og ophav til hele den europæiske bogskat); saa roses de, fordi deres litteratur intet har med nutidstendenserne og døgnlivet at bestille; saa endelig, fordi deres indhold er saa samfundsstyrkende og giver saa gavnlige, plastiske tidsbilleder — ting, som visselig vore skolegutter paa tolv, fjorten aar under leksestrævet er i høi grad istand til at paaskjønne!
Vil man bare udvikling gjennem sprog, og læsning af litteratur gjennem kildeskrifter — saa var det vel rimeligst at gaa til det nærmeste: de sprog og de litteraturer, som er udtryk for børnenes eget aandsliv, og lægges disse — men grundigt — i
