dem, der giver os det mest slaaende indblik i Østens store slaviske verden, der foreløbig staar for Vestens øine som en dunkel magt, stum og truende.
Den første skilsmisse inden den russiske kirke indtraf, som sagt, i det 17de aarhundrede. Stødet blev givet af Nikon, patriarken i Moskwa, der gjennemførte 1642 forandringer i kirketjenesten. Han rørte ikke paa nogen maade ved dogmerne, lod kun bibeloversættelsen revidere og foretog endel forandringer i salme- og bønnebøgerne; men ikke destomindre satte en stor del af de troende sig imod reformerne, og det endte efter lange kampe med, at disse paa koncilet i Moskwa 1666 sagde sig løs fra den orthodokse kirke. Disse skismatikere kaldte sig herefter starofierzi ɔ: gammeltroende, mens de af den russiske kirke kaldtes raskolniki, kjættere.
I begyndelsen repræsenterede disse paa en maade den gamle kirke og indtog en lignende stilling som den, gammelkatholikerne for tiden indtager ligeover den romerske kirke; men efterhaanden sagde de sig mere og mere løs fra kirken og fremfor alt fra presteskabet og delte sig i lipowaner og duchoborzer.
Under Peter den store døde mange raskolniki martyrdøden; Katharina gav dem religionsfrihed til en vis grad. For tiden er denne hovedsekt i den russiske kirke delt i tre forskjellige partier: raskolniki, lipowaner og duchoborzer, som dog falder i to hovedgrupper: de saakaldte popowtschina ɔ: de, som har poper, og bespopowtschina, som ingen prester har.
De gammeltroende – raskolniki – holder endnu i mange henseender fast ved kirken. De holder sin gudstjeneste i kirker, har prester og sakramenter, og anerkjender foruden bibelen de græske og russiske kirkefædre indtil midten af det 17de aarhundrede. Til deres rituelle eiendommeligheder hører, at de gjør korsets tegn med pege- og langfingeren, at deres kors er ottekantet, samt at de synger Hallelujah kun to gange og den tredie gang: Gud være lovet.
Lipowanerne har ingen prester. En udvalgt ældste, starik, holder gudstjeneste og døber børn. De andre sakramenter forkastes. De omgaaes ikke med anderledestroende, anerkjender ikke czaren som kirkens hoved, aflægger ikke ed, gjør ikke krigstjeneste og klipper hverken haar eller skjeg. De afskyr spirituøse drikke og tobak. En lipowaner, i hvis hus en fornem gjest engang tog et par drag af en cigaret, lod huset vaske, feie og skure fra tag til kjælder.
Nogle tusen lipowaner kom under Joseph II til Østgalizien og Bukowina, hvor de lever den dag idag i særskilte menigheder. De har lige fra den første begyndelse af opført sig saa mønstergyldig, at keiser Frantz paa sin reise til Galizien egenhændig dekorerede deres ældste,
