380
videnskabsmændenes studium. Grammatiktimer i døde sprog har skolen simpelt hen ikke tid til; det faar være den klassiske filologis sag. Skolebørn behøver vel ikke at læse grækere og romere i originalsproget mere, end det har vist sig, de behøver at faa indholdet af det gamle testamente paa hebraisk eller det nye paa græsk? Der er ikke mere hekseri i den klassiske lærdom, der skulde gjøre disse originalsprog til nødvendigheder i skolen, end der findes forøvrigt i sprogkundskab, hvor der er tale om tilegnelse af fjerne tiders aandsliv. „Humanistiken maa,“ som Schweigaard sagde i 1836, „sættes paa sin rette plads og blive, hvad den efter sin natur er, bearbeidelsen af et af specialhistoriens vigtigste fragmenter“ — og intet mere. Det er ikke mere naturligt i 1890 end i 1836 „at gjøre et kapitel af en undergaaet kulturs historie“ som den samme forfatter siger, „til grundlag for den opdragelse, der skulde være den høieste, og den dannelse, der skulde være den almindeligste“. De faar beskedent indordne sig paa sin plads som nødvendigt, men underordnet led i den almindelige høiere skoleundervisning. Hvad man vil have mere, faar henvises til universitetet! Det blir da et fagstudium, som al anden specialvidenskab.
Latin og græsk som skolefag, det er sprogundervisning i latin og græsk. Intet andet. Og, spørgsmaalet blir da: gjør de i denne egenskab saa stor nytte, at de fortjener en plads og et timetal, fremfor alle andre skolefag? De har sin formelt udviklende evne — som andre sprog. Spørgsmaalet er alene: har de ikke allerede fra første færd af seirende konkurrenter i de moderne sprog? Er det nyttigere, mere uddannende i skolen at læse forlængst uddøde sprog end nyere og samtidens — sprog, som er nationalt nærmere og fører til vort aarhundredes aandsarbeide?
Det var for en del aar siden hos os en gjængs filologisk paastand, at latin og græsk skulde have en særskilt udviklende kraft fremfor alle andre sprog, levende og døde. Men ligesaa lidt som nogen i tretiaarene troede, at man „ved at gjennemstave et dunkelt brudstykke af klassikerne ved hjælp af en mængde apparater“ (Schweigaard), kunde faa virkelig aanden i et værk:[1] ligesaa lidt — eller endda mindre — kan man i vor
- ↑ „Det psykedræbende, som unægtelig ligger i den blotte fragmentariske og smaalige analyse; som en af de gamle klassikeres aller varmeste tilbedere, F. M. Bugge, med en indrømmelse kalder det (1852).
