379
sine store fortrin fremfor det gamle, særlig som begyndelsesfag. Derfor holder hine fag ogsaa paa at seire i denne konkurrance. Endnu er der meget i selve de saakaldte „lærde“ skolers anordning, som minder om de gamle dages methoder; og særlig bærer den klassiske sprogundervisning endda merkbare spor fra pedanttiden.
Ingen nægter den klassiske filologis store betydning, og den har delvis interessantere opgaver nu end tidligere. Grækernes og romernes samfundsbygning, litteratur og skjønhedsliv er jo historisk uden sidestykke. Den sammenlignende oldtidsforskning gir disse kulturer sin enestaaende plads. De er et første rangs led i den store kjede, som forbinder gammelt og nyt. Og paa første haand at granske alt dette, under studium af selve aktstykkerne og sprogene, at gaa mer end et par tusinde aar tilbage i tiden og derfra at begynde undersøgelserne med haab om stadig at gjøre opdagelser og føre sammenstillingerne videre — det er en baade interessant og stor opgave! — for videnskabsmænd — men mon ogsaa i samme grad for skolegutter? Kulturforhold for 2000 aar siden! Og ved kildestudier! ... I grundsprogene! Af skolegutter! — Er ikke dette saa overvældende sammensatte opgaver, at det ikke er meget rimeligt, at de blir videre frugtbare for gutter i tolv- fjortenaarsalder? Den kombination af sproglig, litterær og historisk undervisning, som her skal gaa for sig, gjennem stadige kampe med et ukjendt tungemaal, med et slags skin af kildeundersøgelser i grundsprog — løber det i virkeligheden ud i noget andet end én eneste ting: slette gutteoversættelser og hakket analyse, skyggeomrids af noget meget fjernt og lidet tiltalende — plageri med sproget, de døde, grammatiske former? Var det ikke naturligere for begyndere, der skulde faa de første indtryk fra hine oldtidsfolk, at gaa til kompendieundervisning i kulturhistorie, i litteratur, i mythologi, i statslære o. s. v.? Hvorfor forsøge at presse saft af selve originalskrifteme ved saa og saa mange timer i græsk og latin om ugen? Videnskaben har jo for længst opløst alt dette, der ligesom af sig selv og givendes skulde følge med hin sproglæsning, i særskilte fagstudier. Hvorfor ikke da gaa denne naturlige vei? Aanden i den græske og romerske tid naaes ikke paa anden maade, end ved simpelt og ligefrem at øse af, hvad videnskaben har indsamlet og allerede lagt tilrette. Skolen faar ad samme veie gaa til grækere og romere, som den gaar til jødernes, ægypternes, orientalernes, germanernes aandsliv. Kildeskrifter er
