378
af harm, naar de skildrer, hvad de i hin tids lærde skoler maatte gjennemgaa; de har ikke ord sterke nok til at udtale, hvilken aandløs, dræbende tvang og raahed der gik igjennem de systemer, hvormed de humanistiske studier blev indbankede i peblingerne. Og naar de klagede, blev der svaret: „Saa naaede vi selv til vor lærde kundskab — saa maa I ogsaa vinde den; ingen anden vei findes.“ Og dog — nutildags — man sammenholde hermed de veie, de theorier, som nu for tiden blir anvist — se f. eks. Spencer i hans bog „Om Opdragelsen“: Hvorsomhelst, naarsomhelst man i skolerne, siger han, merker, at noget ikke drives med glæde, da kan man være ganske overbevist om, at der er noget galt ved sagen — enten i stoffet, som skal læres, eller tidspunktet dertil, eller i methoden, som bruges.
Nutidens opdragelsestheorier stiller op som første sætninger: skoleundervisningen maa gaa fra det nærmere til det fjernere; fra det beslegtede til det fremmede; fra let til vanskeligt; fra enkelt til det mere sammensatte. Sker dette i latinskolen nutildags? Og dernæst: for at naa aandsudvikling og ikke bare kundskaber — jo mere frit for mekanisk hukommelsesarbeide et fag er; jo mere selvvirksomhed, der kan nyttes; jo mere knyttet til livet og anvendeligt i livet et stof er: — desto mere tankevækkende og modnende, desto større lyst under arbeidet og desto varigere frugter bagefter. Passer dette paa latin— og græskundervisningen? — Den store pædagogiske opgave nutildags er at lægge kundskabstilegnelsen saa nær livet som muligt, at lade opgaverne virke saa friskt og levende paa sindet som muligt. Eleverne maa selv faa iver til at arbeide med, opdrages til at nærme sig maalet paa egen haand, samle og ordne stoffet selv, rette og tilføie af egen erfaring og selvoplevelse.
Men mod alle her nævnte pædagogiske regler strider det, tidlig at overvældes med læren om ord, og ikke om tingene, at lægge hovedvegten paa sprog og grammatik og tilmed gjøre døde, fjerntliggende fremmede sprog i en tidlig alder til midtpunktet for undervisningen.
Man har søgt at lappe paa den gamle græske og latinske filologskole, pedanternes stolthed; man har flyttet noget af hovedvegten fra det sproglige til det historiske; man har af naturvidenskabernes methode lært at virke paa synet, paa sanserne, med karter, plancher, tegninger, forsøg paa en mere levende og selvtilegnet meddelelse; men ingen kan være i tvil om, at det undervisningsstof, som de nye reale fag indebærer, overalt her har
