377
og udenfor videnskaberne, disse blir efterhaanden almenhedens eie, trænger dybere og dybere ned. Sent omsider er der saaledes brudt frem overraskende veie til fremtiden gjennem opdragelsen af de unge, gjennem skolerne.
Den gamle latinskole, som havde sin oprindelse i klosterskolerne, og som gik fra middelalderen glat ind i humanismen, har gjennem aarhundreder, ja, lige til de sidste tider, baaret sterke merker af denne sin oprindelse. Den forkyndte sig over lydt som den høieste kundskabs udbreder; den havde ingen konkurrenter, den var lærd og latinsk, det vil sige: skolastik og filologi i gammeldags stil var — ved siden af theologi — dens første og dens sidste. Seigt og længe hang den ved sine prærogativer. Endelig ved slutningen af forrige og begyndelsen af dette aarhundrede skabte den nye udvikling nogle spredte og tarvelige begyndelser til et nyt skolevæsen: Realskolen, borgerskolen, borgerdydsskolen, som den med et anstrøg af tidssmagen kaldtes. Stor begeistring — men lange prøveaar, før den vokste sig stor.
Og dog var denne tarvelige, foragtede stump realskole begyndelsen til de kombinationer, som nu truer med at jage hele det gamle latinskolevæsen paa dør. Sammen med de nye fag kom de nye opdragelsestheorier, de nye skolemethoder. Ja, paa intet, intet punkt er kanske forandringen fra gammelt til nyt synligere, end hvor der tales om den moderne pædagogik. Her er ikke stedet at gaa ind paa denne sag nøiere. Men paa dette felt foregaar der nu om dagene en omvæltning, saa overvældende stor og i virkeligheden saa hurtig naaet, at man forbauses. For at nævne bare et enkelt eksempel: fra det standpunkt, blot for et par aarhundreder siden, at børn, 3 og 4 aar gamle, begyndte at lære at læse, begyndte at stave, ikke i sit eget modersmaal, men i et fuldstændig uforstaaeligt sprog, paa latin, under de mest dræbende eksercitier — og til dette: gjennem vore nyeste lydmethoder, næsten som leg, gjennem barnlige fortællinger, som straks forstaaes, at naa maalet, saa der gaar som et smil henover skolebænkene, naar gutterne øieblikkelig nyder frugterne af sin møie. Hvilken modsætning! Og saa dernæst et andet sidestykke: De gamle latinskolers, trivialskolers hovedmiddel det var tvang, prygl, prygl og atter prygl. Penalismens følgesvende ferle, tamp i alle dens uhyggeligste former! Der er rækker af forfattere, med de berømteste navne, fra det syttende, attende, ja, nittende aarhundrede, som blir ganske varme
