376
sit samfund. Hele den nyere kunsttheori vrimler derfor ogsaa af smagsopfatninger og spørgsmaal, som intet tilsvarende har i den klassiske tid. Ligesaa lidt som noget menneske nu indbilder sig, at han staar paa høiden af sin tids kundskab i filosofi, mathematik, fysik, astronomi o. s. v., naar han har læst klassikerne, ligesaalidt kan man — skjønt der bruges udtryk, som om det gik an — finde ækvivalent for den moderne litteraturs mønstere ved at lægge frem de gamle klassiske hovedverker for skoleungdommen. Dernæst skal der modenhed til for at vurdere saa fremmede forhold. Vi har ikke engang længere hine tiders digtarter — endsige den fulde opfatning af deres skjønheder. Oden? Eklogen? Hyrderomanen? Hyrdedigtningen? Ja, selv eposet? som engang stod som det ypperste! Eller tragedien? Vi spør nu: disse oldtids-skuespillets helte, er de i virkeligheden guder, skygger eller mennesker? Kan halvvoksne gutter med nogen rimelighed n yde dette? Det er udtryk for helt andre religiøse og sociale opfatninger. Nei, vi er langt, langt borte fra den tidsaand, som skabte disse digtninger, og at blæse den ind i skolegutter, er ikke let. Selv læst i oversættelser, trænger de en hel masse af forklaringer; det, at de fremstiller sig med hele originalsprogets besværligheder til medgift, skal ikke forbedre sagen. Men vanskeligheden er ikke bare sproglig. Der skulde en hel revolution i folks indre til, for at bringe den moderne tid blot saa pas langt tilbage som til renaissancens opfatning af alt dette. Formerne er forandrede med forholdene. Disse døde sprogs og samfunds tider, som lever og aander bagenfor middelalderen, bagenfor kristendommen, er ikke for ingenting aartusinder borte fra vort samfundsliv. Man bruger endnu i filologisk lovprisning af hine litterære storheder visse overdrevent svævende udtryk; men der sker stiltiende afslag under de gamle stikord; der menes i virkeligheden ikke længer det samme som før.
Thi det, som har skiftet mest, er endda ikke de ydre former, hvori vor tid litterært tænker og skaber sine kunstverker; nei, fremfor alt er selve det stof, hvoraf vi nu øser nyt, aandeligt indhold, en moderne tids verk. De to, tre sidste aarhundreder har jo, igjennem historien og særlig i naturvidenskaberne, ophobet hele masser af ny kundskab, nyt tankestof, som stadig forynger vort syn paa samfundet. Der er de store opdagelser, som er gjorte; der er omændrede verdenstheorier; og de nye systemer har ubevidst og lidt efter lidt forandret aanderne og vilkaarene. Alle disse omvæltninger afsætter nye resultater i
