375
fra de gamle klassikere eller fra en levende samtid. Saa sent som ved aar 1700 foregik over hele Europa, især i Frankrig, der da gik i spidsen, det omslag til noget nyere, den begyndende kamp mod klassicismens overgreb, som man har kaldt „Striden mellem de gamle og de nye“ — et langt litterært felttog, som fortsattes gjennem menneskealdere, men som blev den endelige udkjæmpning af de talrige kritiske og æsthetiske stridsemner, som humanismen havde kaldt tillive. De moderne opfatninger, den nationale kunst vandt. Hos os, paa Holbergs tid, merker vi lidt af denne strid, og Holberg, som selv fulgte saa godt med udenlands, iagttog den med opmerksomhed; han nævner paa en vis beundrende maade den gamle tapre madame Dacier, som i Paris havde svunget sit spær saa mandhaftigt i denne litterære feide. Lidt efter lidt ophørte den tid, da de gamle stod som al. dannelses kilde, de eneste smagsnormer og almengyldige mønstere i alting, i grammatik som i æsthetik, i poesi som i veltalenhed. De blev fremdeles skolemæssig forgudede, d. v. s. overvurderede; endnu blev de stillede paa en plads for sig selv; men der var kommen andre mestere, nye mønstere, en ny guldalder ved siden af dem. Snart var der kjættere, som raabte: „vi har naaet dem; vi har endog dem, som bedre tilfredsstiller os; de var for sin tid, men de er ikke vor tids.“ Og hvorledes staar vi nu? Der tales endnu, som om alle disse storheder var uafsættelige. Men hvilken digter i vore dage har ikke sine idealer nærmere? Han være romantiker, naturalist, hvadsomhelst — hvad han sværmer for, er ikke stilen hos Cicero eller det skruede hos Vergil? Hvem søger sit mønster i Horats eller Ovid? Dog skal de være mønsterskrifter for skolegutterne; men i virkeligheden — og det er den almindelige mening — er der hundreder af moderne forfattere, der mere egnede sig til skolelæsning, end de fleste af dem. Klassikerne har for kritiken og litteraturhistorien samme betydning som de andre fortidens storheder; videnskaben studerer dem, som den studerer disse; men dermed faar de lade sig nøie. De bærer præget af sin tid — og ogsaa pletterne af den. Man forsvarer ikke læsningen af Ovid i skolerne ved at tilføie, at man i skoleudgaverne har sløifet de stødende steder. Thi den ting, at dette behøves, viser bedst, hvorvidt verket egner sig til skolebrug. Fra det øieblik af, det blev en almen erkjendt lære, at „litteraturen er et udtryk for samfundet“, maatte de klassiske mestere synke ned fra absolut til relativt værd, til at blive mønstere blot for en enkelt tid, sin tid; for et enkelt samfund,
24*
