374
og litteratur, som havde eiet hine verdensberømte navne, at Cæsars hærtog og Julians bedrifter var skeet paa vor grund, og at hele hin store klassiske kultur den dag idag havde kunnet appellere til norske traditioner og norsk nationalfølelse! Men hvad har vi af lod og del i alt dette? Man indvender undertiden, at renaissancen, den store gjenvækkelse af hele denne gamle kultur, har gjort tilegnelsen, begeistringen for klassikerne fælles for alle. Men det er ikke saa. Denne senere tiders gjenoptagelse, efterlignings- og gjenklangs-litteratur i Europa har ikke havt nogen nævneværdig tradition hos os. Ingen af de store humanismens navne, ingen af renaissancetidens kunstfornyere af ry er knyttede til vor fortid. End ikke de store kjæmpepedanter har vi rigtig faaet til at gro saa langt mod nord! Da vi kom med, var det, som det pleier, bagefter; og hvem bryr sig eller har kunnet bry sig hos os om vore diminutive latinpoeters samlinger, om vore Amœnitates Poesiæ eller vore Deliciæ Poetarum Danorum? Vitus Berings vers eller vore skolerektorers dødfødte heksametere? Den begeistring, som i sin tid blev renaissancen til del, var fuldt berettiget; denne var et værdifuldt, hidtil uanet fremskridt; det var virkelig saa den gang, at det, at gaa til grækerne og romerne, det var at gaa til al dannelses kilder. At lære disse sprog, bare disse sprog, intet andet, det var i og for sig nok, indgangen til en ny verden — den ypperste, eneste vei til al civilisations, al kundskabs, al kunsts høide. Derfor hed det: Til kilderne! — Det gav mesterne, det gav mønsterne, alt!
Nyere tids kritik har vist, at noget af det, man dengang mest beundrede, kun delvis fortjente det; at man i meget begyndte efterligningen fra den urette ende, saa man tog forfaldsperiodens smag, Seneca’s tragedier og efter-ciceroniansk ordbram, for de ypperste mønstere i kunst og veltalenhed; og først sent naaede man i kritiken af poesi, som i kritiken af billedhuggerkunst, tilbage til de største mestere, til den bedste tid. Enkelte nyere landes digtning og sprogfølelse, som f. eks. italienernes prosa, franskmændenes poesi, har i lange tider baaret merker efter disse misforstaaelser i den gryende renaissanceperiode. Og da den nationale bevægelse med ny kraft kom op i Mellemeuropa, og man begyndte at øse af moderne, af folkelige kilder ved siden af de gamle, blev alle disse misligheder skarpt fremhævede. Der indtraadte en sterk bevægelse til fordel for det ny, imod det gamle; og det er nu, i 1890, lange tider siden, at den store kamp stod om, hvorvidt moderne forfattere skulde hente sine mønstere
