Latinens og græskens stilling i skolen.
Angaaende dette spørgsmaal blev der vaaren 1890 holdt forskjellige foredrag og diskussioner i det norske studentersamfund. Tilslut blev der af samfundsbestyrelsen besluttet sammenkaldt et møde af alle akademici. Her blev nedenstaaende indledningsforedrag holdt. Foredragsholderen indledede med at gjøre rede for, hvorfor man havde bragt spørgsmaalet fra studentersamfundet til den samlede studenterstand, og gjorde opmerksom paa, at naar han forbigik et og andet, var det, fordi det allerede under den tidligere diskussion var bleven udførlig omtalt af andre.
Dette er ikke noget nyt spørgsmaal. Det har staaet paa dagsordenen hos os, som i udlandet, i en række af aar. Først og fremst hos den germaniske stamme; her vil spørgsmaalet ogsaa trænge hurtigst løsning, være mest brændende. Thi at latin og græsk, som alment undervisningsmiddel, staar noget anderledes for nogle af de sydeuropæiske folk end for os her i norden, siger sig selv. Man kan jo f. eks. ikke tvile om, at for de gamle akæers efterkommere, for nygrækerne, maa det græske sprog have en national betydning, som intet andet. Og vore filologer kan hellerikke med fuld ret, saaledes som dog saa ofte sker, tage f. eks. franskmænd til indtægt for sig, naar de vil bevise den store betydning, læsning af latin skulde have for vor norske skoleungdom. For Frankrig er den klassiske tradition en stormagt, noget næsten helligt; for den franske aand stod — eller staar — de to oldtidssprog, særlig latin, som deres forfædres maal; de ser i romerne sine rette nationale ahner; og Sallust og Cicero, Cæsar og Seneca, det er der i den almindelige bevidsthed skrifter fra de gamle, berømte forfædres stat, skrevet i deres sprog. Men for os, for nordmændene! Lad os et øieblik tænke os, at det var vikingernes og norrønafolkets gamle sprog
24
