Irland kommet istand en organisation, der havde baade vilje og evne til at optage kampen paa den slagmark. Og endelig havde der fundet en nærmere tilknytning sted mellem Irland og det irske element hinsides Atlanterhavet, — en tilknytning, der navnlig fra et økonomisk standpunkt var af overmaade megen betydning. — Og den, der var sjælen i det hele, var Charles Stewart Parnell. Han var den sterke vilje, det kolde klare hoved, der forbandt de forskjellige irske elementer, — baade dem paa denne og dem paa hin side af Atlanterhavet — til fælles samvirke.
Parnell var bleven en magt i den britiske stat — men en magt, der endnu langtfra var almindelig anerkjendt, og som endnu havde store kampe at gjennemgaa. Navnlig havde han to kampe at udkjæmpe. Den ene var mod en stor og mægtig mand: Gladstone. Den anden var mod et stort og mægtigt blad: Times.
For os, der ser, hvorledes tingene nu har udviklet sig og fremstiller sig den dag idag, er det interessant at bemerke, at den selvsamme Gladstone, der nu er Parnells nøie bundsforvandt og allierede, engang — og det ikke for mange aar tilbage — har været Parnells ivrigste fiende og modstander, — og at der har været en tid, da stemningen mod Gladstone i Irland var stik modsat af, hvad den er for tiden. Det er neppe nogen overdrivelse at sige, at i begyndelsen af dette decennium var Gladstone omtrent ligesaa hadet i Irland, som han nu er elsket. Den irske home-rule-presse spyede bitterhed og galde mod ham ganske paa samme maade, som den nu gjør det mod det nuværende kabinets chef, markien af Salisbury. Et af home-rule-partiets organer skrev f. eks. i 1881: „Gladstone holder paa at gaa ad helvede til med hurtigtog“.[1]) Og den samme gamle Gladstone, der nu i Irland almindelig gaar under benævnelsen „the grand old man“[2]) blev dengang hyppig tituleret „the grand old scoundrel“.[3]
Hvorledes denne forandring blev hidført, skal vi vise i en følgende Artikel.
Oscar Julius Tschudi.
