at hæmme og stanse regjeringsmaskineriet for paa den maade at tvinge det ledende parti i England til at faa øjnene op for Irlands sag og opfylde dets ønsker.
De væsentligste midler, hvorigjennem landligaen søgte dette maal opnaaet, var den saakaldte boycotting og den saakaldte „plan of campaign“, midler, som det imidlertid ligger udenfor nærværende afhandlings ramme at gaa ind paa.
Landligaen var altsaa kommet istand (1879). Men et vigtigt moment manglede: nervus rerum eller penge. Parnell lod sig ikke forbløffe. Han saa en udvei i det nye Irland, der, som jeg allerede har paapeget, ved den sterke og stadige strøm af irske emigranter efterhaanden havde dannet sig paa den anden side af Atlanterhavet i de forenede stater. Hans blik tog saa meget naturligere den retning, som de irske amerikanere ved tidligere leiligheder noksom havde lagt for dagen, at de trods afstanden med levende sympathi og interesse fulgte home-rule-bevægelsen i moderlandet. Aldrig saasnart var landligaen bleven formelig konstitueret, før det blev besluttet, at Parnell under ledsagelse af John Dillon — en af de mest fremragende af det nuværende Irlands politikere — skulde reise derover for at søge assistance i form af amerikanske dollars.
Parnell var i høj grad skikket for denne mission: Han var ifølge afstamning selv halv amerikaner. Førinden han havde kastet sig ind paa den politiske løbebane, havde han opholdt sig i Amerika for at studere de derværende forhold. Hele hans personlighed var vel egnet til at vække interesse hos amerikanerne, endog fraseet den rolle, han allerede spillede i Storbritanniens politik. Amerika-reisen fik da ogsaa det heldigste udfald. Der blev afholdt en masse møder, hvor Parnell talte Irlands sag, og overalt blev han modtaget med sympathi og tilslutning. Han nød endog den ære at blive tilstedt adgang til at tale i de forenede staters lovgivende forsamling i Washington — en begunstigelse lige over for en udlænding, som næsten er enestaaende. Det blev heller ikke bare med ære. Fra et finantsielt synspunkt var ekspeditionen saa heldig, som man kunde ønske sig. De to udsendige vendte hjem med et pengebeløb af 72,000 £ (ca. 1,300,000 kr.) som skulde anvendes dels til organisation af landligaen, dels til de nødlidende i Irland efter Parnells forgodtbefindende.
Saa var der bleven opnaaet tre ting: Paa den ene side havde det irske parti i parlamentet samlet sig til en mere selvstændig holdning og sluttet modstand. Paa den anden side var der i selve
