hans felttogsplan sig i den saakaldte landliga, eller som den senere kom til at hede, nationalliga.
Ideen til samme var forresten ikke Parnells, men tilkommer nærmest Michael Davitt, en i flere henseender interessant og karakteristisk personlighed, der, skjønt ikke medlem af parlamentet, dog udøver en ikke ubetydelig politisk indflydelse i Irland fortiden.
Michael Davitt er født samme aar som Parnell, nemlig i 1846, men er ikke som den sidstnævnte udgaaet af godsherrestanden, men af et simpelt fæstebondehjem, og han har saa at sige med modermelken indsuget had til godsherrerne. Mens han var liden gut, blev hans forældre udkastede fra deres fæstegaard. Faren døde snart efter. Moren maatte gaa om og betle i de engelske byer. Hertil er hans tidligste barndomserindringer knyttede. Som ung mand deltog han i fenierbevægelsen. Han blev greben og dømt til femten aars strafarbeide. Efter syv aars forløb slap han ud af fangenskabet. Men ogsaa senere har han været fængslet, saa at en stor del af hans manddoms liv er bleven tilbragt i fængslet, — en omstændighed, der gjør, at han i det irske home-rule-partis øjne staar med en martyrglorie om sit hoved.
Denne mand — rigtig en type paa en irsk politisk fanatiker er som sagt den egentlige barnefader til institutionen, den irske landliga, der blandt andet spiller en saa betydelig rolle i processen „Times contra Parnell“,
Parnell selv var først i nogen tvil, om han burde give landligaen sin tilslutning. Han bestemte sig dog hertil, og fra den dag blev den en magt i det irske samfund. Parnell blev valgt til præsident; Michael Davitt og et par andre til sekretærer.
Grundtanken, hvoraf landligaen var udsprungen, var i faa ord denne: Det gjælder om at komme de irske fæstebønder tilhjælp i deres forhold til godsherrerne. Nogen assistance, som forslaar, er ikke at vente fra parlamentet. Man faar tage sagen i sin egen haand. Man faar ved privat sammenslutning eller association søge at gjøre, hvad de lovlige autoriteter skulde og burde gjøre.
Principet var ikke uden indre sammenhæng med principet for Parnells felttogsplan i selve parlamentet. I det ene som i det andet tilfælde var principet det at vise, at det irske parti kunde, om det gjaldt, hjælpe sig selv, og at det, om det intet direkte kunde sætte igjennem, dog ikke derfor var uden magt og indflydelse. I det ene som det andet tilfælde gik man ud paa
