Sange et Digt, der hedder „Gensyn“. Dets Indhold er følgende: Han kører en Dag i let Snevejr gennem et Landskab. Da føler han sig overalt omgivet af et Aasyn. En underlig Genkendelsesfølelse bæver gennem ham, han ser sig om, det famler omkring ham; hvor han vender sig hen, hvad han end ser paa, Fjeldene, Skogen, Snestjærnene, som falder paa hans Handske, altsammen blir til Træk og Udtryk i dette Aasyn, og han ser med sit Indre det urimeligste Billede, som under de Omstændigheder kunde opstaa: Billedet af et Menneske, Hans Brecke.
Moden for Gaustad?
Disse Træk er saa langt fra at være abnorme, at de tvertimod skriver sig fra Mænd med sunde og meget stærke Hjærner. Kun i det Øjeblik, disse Træk gennemfor dem som Akt, var der fine og ømtaaligt rørlige Sandsebevægelser paa Spil i deres Indre. Det var hverken Drøm eller Virkelighed: det var et Sekund fyldt af ubevidst Fornemmelse af Væsensslægtskab med Naturen.
Denne vidunderlige Fornemmelse kan man ogsaa træffe Mennesker, som har følt et Øjeblik ved Nattetide i en dyb Skog eller paa et Baadhvælv.
Der skrives just i disse Dage om en ny „Sygdom“: Kærlighed til Solen. Jeg tror ogsaa paa denne nye „Sygdom“ – bogstaveligt. Og jeg gør det saa meget heller, som jeg selv har iagttaget og allerede for to Aar tilbage omtalt den selvsamme Tilstand i et Brev til Erik Skram. Det var mit Held, at jeg dengang meddelte mig til en Mand som ham; de fleste andre vilde vel have leet mig ud; for der er en Mængde Mennesker, som er saa kloge. Men denne Kærlighed til Solen er den samme navnløse Anelse af Blodsforvandtskab med Alskabningen . . . .
Efterhvert som Tiden gaar, tør der hos de finest mærkende Mennesker opstaa flere og flere Sjælsfænomener af ualmindelig Natur; man kan forsaavidt ingen Grændse sætte for disses Vilkaarlighed. Eller de opstaar ikke nye; man blir blot mere følsom til at opdage dem. Men Literaturen, den har hovedsagelig havt to Slags Mennesker: kloge og gale – allesammen „Typer“. Er der da en Person, hos hvem der er iagttaget sjælelige Ekstraforteelser, saa sendes han enten til Gaustad eller til Hospitalet. Men er der en Mand, som skyder en Hest, saa gør han det af simpel Ondskab. Ti giver Forfatteren ham „typisk“ Bøder og Straf. Og kloge Læsere klapper i Hænderne.
Knut Hamsun.
