lige Mimosebevægelser i Sjælen kan der hos Individer med fornøden Modtagelighed opstaa Tanker, der tilsidst slaar ud i Beslutninger og Gæringer den Dag, da Mimosen skyder Blad.
Jeg kender et Menneske, en absolut sund trediveaarig Landmand, som for tre Aar siden skød sin Nabos Hest, fordi den saa paa ham fra Siden. Mærk: fra Siden. Manden ved ingen anden Grund til sin Gærning end den, at Hestens skæve Blik bored ham sindssygt gennem Nerverne. Da han ikke turde aabenbare denne latterlige Grund til at dræbe et fremmed Dyr, maatte han taale, at hver og en holdt det for et Udslag af simpel Ondskab. Hvorledes vilde nu en saadan Mand tage sig ud i en norsk Roman? Moden for Gaustad! Dette stærke, blussende sunde Menneske moden for Gaustad! Jeg kender bare en Psykolog, som kunde skildre denne Skikkelse; ikke Dostojevski, som gør endog normale Folk abnorme, men Goncourt.
Hvad om nu Literaturen i det hele taget begyndte at beskæftige sig lidt mere med sjælelige Tilstande, end med Forlovelser og Baller og Landture og Ulykkeshændelser som saadanne? Man maatte da ganske vist give Afkald paa at skrive „Typer“, – som allesammen er skrevne før, – „Karakterer“, som man træffer hver Dag paa Fisketorvet. Og forsaavidt vilde man maaske miste en Del af det Publikum, som læser forat se, om Helten og Heltinden faar hinanden. Men der blev til Gengæld flere individuelle Tilfælder i Bøgerne, og disse forsaavidt kanske mere svarende til det Sindsliv, som modne Mennesker i Nutiden lever. Vi fik erfare lidt om de hemmelige Bevægelser, som bedrives upaaagtet paa de afsides Steder i Sjælen, den Fornemmelsernes uberegnelige Uorden, det delikate Fantasiliv holdt under Luppen, disse Tankens og Følelsens Vandringer i det blaa, skridtløse, sporløse Rejser med Hjærnen og Hjærtet, sælsomme Nervevirksomheder, Blodets Hvisken, Benpibernes Bøn, hele det ubevidste Sjæleliv. Og da vilde der blive færre Bøger med den billige ydre Psykologi, som aldrig trevler en Tilstand op, aldrig dukker ned i den sjælelige Ransagelse.
Heine fortæller, at han stundom hørte og følte Vingeslag over sit Hoved, naar han skrev. Jeg tror ham paa hans Ord, ja, jeg tror ham bogstaveligt! Turgenjeff har i Rudin – rigtignok bare med to Linjer – berørt et underligt Forhold: en ung Pige, som omfavner et Træ. Og det var ikke af almindelig Glæde og heller ikke af Sorg, hun omfavner det. Bjørnson, denne Kæmpe, der strutter af gode Nerver, har i sine Digte og
