fleste andre Mennesker. Naar jeg derfor som helt normal og voksen Mand oplever noget sligt som dette, saa har sikkert flere aldeles normale Folk oplevet beslægtede Hændelser; det maa da være kendte Fænomener. Man maa blot ikke blande dem sammen med almindelige Drømme. Jeg for min Part drømmer yderst sjælden, ialfald saa jeg selv ved om det; jeg tror, det kan tælles paa mine Fingre de Gange, jeg har drømt i de sidste ti, tolv Aar. –
Nu sender jeg Sagens Dokumenter til Dr. Brunchorst, forat høre, om han kan løse dens Gaader. Jeg finder virkelig Tilfældet saa meget værd. Rigtignok sætter jeg ikke stort Haab til de to Jagtraad i sportsvidenskabelig Henseende – især siden det ene faktisk er en amerikansk Opfindelse –, tvertimod frygter jeg for, at Jægere af Fag helst vil anbefale mig at holde mig til Jordbrug og Skræddersøm, som jeg altsaa forstaar mig bedre paa. Men det er ikke uden Interesse for mig at faa Forklaring paa, hvad det dog er for en sælsom Virksomhed min Hjærne bedriver i Nattens Mulm og Mørke mig aldeles uafvidende. Efter denne Prøve kan jeg jo slet ikke være tryg for, at jeg ikke en vakker Nat kommer til at skrive Søndagsledere i Morgenbladet. Og det vilde dog være for galt.
Man har et gammelt Ord, som siger: Der er mangt skjult i Naturen. For vor Tids nervøse, undersøgende og lyttende Mennesker forbliver færre og færre af Naturens Hemmeligheder skjulte, en efter en bringes de frem til Observation eller Genkendelse. Hos flere og flere Folk, der lever et anstrængt Tankeliv, og dertil er ømtaalige af Gemyt, opstaar der ofte sjælelige Virksomheder af det underligste Slags. Det kan være aldeles uforklarlige Sandsetilstande: en stum, aarsagsløs Henrykkelse; et Pust af psykisk Smærte; en Fornemmelse af at blive talt til fra det fjærne, fra Luften, fra Havet; en grusom, fin Lydhørhed, der bringer én til at lide endog af Suset fra anede Atomer; en pludselig, unaturlig Stirren ind i lukkede Riger, der slaaes op; Anelsen af en forestaaende Fare midt i en sorgløs Stund, – altsammen Forteelser, som har den allerstørste Betydning, men som raa og enkle Høkerhjærner ikke kan fatte. De er ofte for flygtige til at gribes og holdes fast, de varer et Sekund, et Minut, de kommer og gaar som farende Blinklys; men de har trykket et Mærke, afsat en Fornemmelse, før de forsvandt. Og af disse næsten umærke-
