ikke en eneste Sætning, som ligner Bladets; Paafundet med Spejlet findes heller ikke der. Jeg har derfor ligget om Natten og sovet, og under Søvnen rettet et Stykke Prosa, omdannet efter mit eget Hoved en Jagtløgn, som jeg for fire eller seks Uger tilbage har læst bare med Øjnene i en Avis. Og ved den utydelige Overskrift, som begynder med et V, har det rimeligvis været min Hensigt at angive Bladet Varden som Kilde for Skrønen. –
Nu den anden Historie, den om Hanen, har jeg faaet fat i den paa lignende Maade? Jeg kan ikke benægte det. Men jeg har gennemgravet min Erindring rigtig nøje, brugt Kneb, forat komme efter det, søgt at forlokke mig, drevet en hel Masse Kunster, forat faa mig selv til at gaa i Fælden; men det har ikke lykkedes; jeg har været for lur. Jeg antager derfor, at jeg virkelig har skrønet paa egen Haand her, hvad ogsaa den selvstændige Overskrift paa dette Papir i – Modsætning til blot Kildeangivelsen paa det andet – synes at bestyrke. Imidlertid skulde det interessere mig at vide, om nogen anden har læst den før. –
Hvad var nu Forudsætningen for denne natlige Akt? Jeg havde Dagen forud ikke været meget nervøs, men havde alligevel skrevet bare nogle faa Linjer – om en gammel, blind Mand forresten, en Olding, som et Barn kørte med Tømmer; det hele er ikke en fuld Side paa et Brevark. Saa kommer jeg om Aftenen ind paa Molands Kirkegaard og dumper op i et Tankeeksperiment om noget Kød, som skal beskue Gud, gaar derpaa hjemad, pint af nogle brave Menneskers mere eller mindre velvillige Øjekast, hører lidt Sankey-Musik paa Vejen, kommer hjem, spadserer en Stund, gaar tilsengs i en lidt mismodig Stemning, læser noget om Kanalanlæg, tænker i fem Minutter paa en Jesuit og falder i Søvn. Rent vilkaarligen begynder jeg saa i Søvne at slaa mig lystig og drive Spas med en stakkars Hane, som ikke har gjort mig den mindste Fortræd. Ved hvilken hemmelig indre Transaktion kom jeg i denne Tilstand, en Tilstand, som jeg endnu i denne Stund vilde have været fuldstændig uvidende om, hvis jeg ikke saa at sige havde skriftligt Bevis?
Jeg har skrevet til en Læge og spurgt om Sammenhængen. Han vilde vælte Skylden over paa min Fordøjelse. – Kom ikke der! svared jeg; kan fordøje Paraplyer, om det gælder! – Ja, saa var der kanske kommet noget i Uorden i mit Hoved. – Men nu indbilder jeg mig ikke at være meget galere end de
