sætte noget igjennem. Men han saa tillige, at det ved indre sammenhold indirekte vilde kunne faa en betydelig indflydelse som hindring lige over for regjeringspartiet i dettes virksomhed. Vil ikke England – saa omtrent har han formentlig tænkt – lade Irland styre sine egne anliggender, saa skal Irland vise, at det formaar at hindre England i at styre sig. Hans taktik var den, at de – d. e. det irske parti – ved alle mulige leiligheder skulde bringe det irske spørgsmaal paa bane i parlamentet, stille det frem som et sine qua non. De skulde bringe det frem i tide og utide ligesom Cato det karthageniensiske. Home-rule for Irland skulde være deres „præterea censeo“. Og i dette øiemed skulde de paa alle mulige maader søge at hindre behandlingen af alle andre sager. Denne taktik resulterede i Parnells bekjendte obstruktionspolitik i slutningen af syvtiaarene.
Parnell var ikke opfinder af denne obstruktionspolitik. Et andet irsk medlem, Biggar, havde før Parnells tid bragt den i anvendelse. Men Parnell udviklede den og satte den i system.
Underhusets reglement – som det dengang var – gjorde ham sagen lettere, end den kunde synes. Reglementet indeholdt ikke nogen mundkurv-forholdsregler, men var helt igjennem hvilende paa principet om ordets frihed og minoritetens ret. Reglementet indeholdt derhos, at ingen sag, der mødte nogen modstand, kunde sættes under votering efter kl. 12½ om natten i de almindelige møder og efter kl. 5¾ om morgenen i onsdagsmødet. Parnells taktik gik nu ud paa ved en konsekvent og ubøielig benyttelse af dette reglement at obstruere eller hindre gjennemførelsen af de sager, som regjeringspartiet ønskede. Naar f. eks. debatten om en saadan sag holdt paa at afsluttes og stod i begreb med at underkastes votering, saa reiste Parnell eller en af hans drabanter sig og drog diskussionen ud, indtil kl. var slagen 12½ om natten eller i onsdagsmødet 5¾ om morgenen, da som sagt, ingen votering efter reglementet kan finde sted.
Ved denne taktik opnaaedes to ting: for det første den at hendrage opmerksomheden paa Irlands sag i parlamentet og over hele verden. Og for det andet den at bringe irlænderne selv til at faa blikket mere op for betydningen af at slutte sig sammen ved at vise dem, hvilken magt sammenhold forlenede dem med.
Saa var Parnells felttogsplan paa den ene slagmark: det engelske underhus.
Paa den anden slagmark, nemlig i Irland selv, koncentrerede
