har Overskriften: At fange Haner, kunde maaske dette sidste passende hedde: At fange Harer. Dog, det er ikke det, som det synes at have været min Agt at kalde det; den utydelige Overskrift begynder nemlig med et V; forøvrigt synes hele Overskriften at være føjet til bagefter at Stykket var færdigt.
Begge Stubber er her nedskrevne nøjagtigt som de fandtes paa Papirerne, uden Forbedringer.
Jeg har ved tidligere Lejligheder kunnet notere en glemt Ting eller endog skrive et halvt Snes Linjer om Natten i Mørke og temmelig søvnig; men jeg har dog altid været saa meget bevidst, at jeg straks om Morgenen har grebet efter Papirerne, forat se, om det skrevne dued til noget. Jeg har ogsaa stundom om Dagen, naar min Tanke og Følelse har besat rigtig stærkt en Ting, siddet i et Slags Hallucination og skrevet længere Stunder og faaet det en Smule bra til, skønt jeg har maattet gennemgaa og rette efterpaa. Denne Gang derimod har jeg arbejdet i absolut sovende Tilstand og skrevet ikke alene logisk korrekt, men ogsaa literært læseværdigt; ja, jeg vilde endog nu finde yderst lidet at forandre i disse Jægerskrøner fra hin Nat. Ikke fordi jeg mener, at der er noget overordentligt morsomt ved dem, men de er alligevel ikke uden Lune; desuden tør de altsaa være en splinterny Opfindelse paa Jagtvidenskabens Omraade, som ikke tidligere er kommet til Jægeres Kundskab.
Dette var min første Tanke, da jeg vaagned; jeg tog det spøgefuldt.
Nu var da Spørgsmaalet, om jeg havde læst eller hørt disse Historier nogen Steder. Jeg tænkte nøje efter, men var ikke istand til at huske dem fra før, jeg kendte dem slet ikke igen. Saadanne Ting interesserer mig heller aldrig; støder jeg paa noget af det Slags i Aviser, springer jeg det over, det keder mig, jeg læser det ikke. Jeg følte mig altsaa næsten vis paa, at Historierne var originale.
Men – sagde jeg til mig selv – om jeg ogsaa skulde have læst eller hørt dem, saa kan jeg dem da ialfald ikke udenad, og hvorledes kunde jeg saa have skrevet dem ned i Søvne saa fejlfrit og med slig Fart? Dette var i sig selv et Fænomen. Begge Skrøner er nedskrevne med den skødesløse Haandskrift, som jeg har vænnet mig til at bruge, naar jeg noterer noget midlertidigt for mig selv, med halve Bogstaver, som bare jeg skønner, ja,
