Bare et enkelt Træk af mine mange, det sidste af dem, noget, der har hændt mig her i Lillesand.
En Aften for nogle Uger siden gaar jeg min sædvanlige Tur op til Molands Kirke, der ligger en kort Halvfjerding fra Byen. Jeg besaa for tyvende Gang Kirkegaarden, læste Gravskrifter, mored mig med at tælle efter, hvormange det var, som var „døde i Troen paa sin Frelser“, og standsed endelig ved et Trækors, der bar følgende Indskrift nedenunder et Kvindenavn:
Jeg ved, at min Frelser lever, og jeg skal beskue Gud af mit Kjød. Job. 19. 25, 26.
Det forstod jeg ikke. Der foresvæved mig noget om Opstandelsen, men det vilde ikke rigtig slaa til, og dette med Kødet blev mig tilslut saa mageløst dunkelt, at jeg skrev det hele Skriftsted af i min Notisebog, for ved Leilighed at faa det udlagt af nogen, som forstod sig mere paa det, end jeg.
Paa Hjemvejen møder jeg endel spadserende fra Byen, jeg blir optagen af andre Forestillinger, og Kødet kommer mig ikke mer i Tankerne. Det vakte nemlig min Interesse, at alle de brave Mennesker, jeg mødte, skuled saa forarget til mig, formelig gik tilside for mig paa Vejen, som om det i Grunden var et frækt Stykke af mig, at ogsaa jeg gik der. Jeg var allerede bleven vel vant med disse Blikke og Miner af Folk her, saa jeg kendte dem godt igen; men alligevel, den Aften gjorde det mig med Skam at mælde lidt trist, at jeg altsaa var bleven en saa dybt mærket Mand – uagtet jeg aldrig havde røvet en Bank, aldrig overfaldt Kvinder og aldrig slaaet ihjæl.
Da jeg var kommet til et af de første Huse i Byen, stemmes der op en Sang indenfor, en af disse halvvilde Sankey-Klager, en
- ↑ Retten til tysk Oversættelse er solgt.
