knytte hemmelige forbindelser med de oprørske elementer der. Og hermed var indledningen skeet til den saakaldte fenierbevægelse i Irland i sekstiaarene.
Om at give nogen udsigt over fenierbevægelsens historie kan der her ikke være tale. Den blev — ligesom den forrige revolution snart kvalt, dog ikke uden at have grebet temmelig betydelig om sig, og den endte som den foregaaende uden vinding, kun til skade for Irland og dets mænd. Lederne blev dels henrettede, dels transporterede til straffekolonier. Saaledes som bevægelsen udviklede sig, synes det fra almindeligt synspunkt umuligt andet end at betragte flere af fenierne som ligefremme forbrydere. Men fra irsk synspunkt fremstiller de sig endnu den dag idag som heroer eller martyrer. Tre af dem, Allan, Larkin og Michael O'Brien, blev hængte for drab af en politifuldmægtig under udøvelsen af hans embedspligt. Det har ikke hindret, at det irske nationale partis nulevende hoveddigter, Sullivan,[1] har hædret deres død i en sang, der kan betegnes som en slags irsk Marseillaise, og som fortiden synges ved alle mulige leiligheder af home-rulerne. Omkvædet er: „God save Ireland“ (Gud bevare Irland). Dette omkvæd er hentet fra den ene af de tre nævnte for drab hængte fenier. Han sluttede nemlig sin forsvarstale for retten med følgende ord: „Jeg har intet at angre eller tage tilbage. Jeg kan kun sige: Gud bevare Irland.“
Denne irske „Marseillaise“ er meget karakteristisk, og et lidet bekjendtskab med indholdet turde derfor ikke være uden interesse: „Høit paa skafottet“ — saa lyder første vers i prosaisk oversættelse — „balancerede de tre høihjertede mænd, — ved tyrannens hævn afskaarne i sin blomst. Men de saa ham lige i ansigtet med sin races mod, — og med ubøiet sind gik de sin skjæbne imøde. Gud bevare Irland, sagde heltene; — Gud bevare Irland, siger vi alle; — om vi dø paa det høie skafot — eller paa valpladsen, — oh! hvad vegt ligger der derpaa, naar det er for vor elskede Erin,[2] at vi falder.“ Omkvædet „Gud bevare Irland, sagde heltene“ etc. gjentages for hvert vers.
Det irske folks kamp i denne tid — d. e. siden Daniel O'Connells død — var en kamp saa at sige i det blinde — visselig ikke uden
patriotisme og enthusiasme, men uden sammenhold, uden overlagt
