af det „unge Irland“-parti anklage for oprørske talemaader, og parlamentet blev anmodet om at træffe ekstraordinære foranstaltninger i anledning af tilstanden i Irland. O'Brien havde dristighed nok til at føre det mod den britiske styrelse fiendtlige sprog lige ind i parlamentet, hvoraf han var medlem. „Hvis det er“ — sagde han — „forræderi at mangle loyalitet lige over for dette kammer og lige over for Irlands styrelse ved Storbritanniens parlament — vel, da tilstaar jeg mit forræderi. Ja, hvad mere er, — jeg vil gjøre det til mit livs maal at omstyrte den myndighed, som dette parlament har usurperet over Irland. Jeg erklærer — ligegyldigt om denne erklæring er ulovlig eller ikke — jeg erklærer, at jeg har opfordret mine medborgere til at væbne sig.“
Det blev ikke bare med ord. Det endte med, at det „unge Irland“s mænd gjorde oprør, et oprør, som dog viste sig som en fuldstændig abort og blev til den ynkeligste fiasko — uden fordel for Irland — og kun til skade for ophavsmændene selv. O'Brien og hans forbundsfæller blev dømte til døden, men mod deres eget ønske blev dommen forandret til transportation til en straffekoloni for livstid. Den ene af dem, John Mitchell var, allerede forinden det var kommet til formeligt oprør, bleven dømt til fjorten aars deportation til en straffekoloni.
Det var den første revolution efter O'Connells død. Det blev ikke den sidste. Den næste havde i sit udspring det særegne ved sig, at den ikke oprindelig skjød frem paa irsk jordbund, men — i Amerika. Som følge af de mislige forhold i Irland var der gaaet en stadig stigende strøm af irske emigranter over Atlanterhavet, og som i den nye verden havde dannet irske kolonier, der med levende interesse fulgte begivenhederne og forholdene i hjemlandet. Saa brød den amerikanske borgerkrig ud. I denne deltog mange irlændere især i nordstaternes hærafdelinger, og mange af disses seire var væsentlig vundne ved irske mænd. Irlændere i Amerika var herunder komne til større bevidsthed om sin styrke, og da krigen var endt, var det mange af de hjemforlovede krigsmænd, der følte lyst til at stille sin kaarde i hjemlandets tjeneste og kjæmpe paa europæisk grund mod fiender, som de maaske i sit hjerte hadede mere end dem, de nys havde kjæmpet mod i Amerika. Deres krigslyst blev ansporet af en del af det „unge Irland“s mænd af 1848, der havde seet leilighed til at undvige fra straffekolonien og havde fundet asyl i Amerika. Der blev sendt udsendige fra Amerika til Irland for at
