res skildringer virker som skrig, harmfulde skrig. Fordi de har talent, blir skrigene artikulerede og gjør sin virkning; de baade høres og forstaaes. Derfor vækker de ogsaa forargelse; men vi har nu forhaabentlig erfaring nok for den ting, at de slet ikke altid har uret, de, fra hvem forargelsen kommer.
— „Men de er skrevne ud fra et saa ukjærligt standpunkt“ — siges der. Kjærlighed er et følelsesprodukt — som had f. eks. Og hvad Collet Vogt og Gabriel Finne skildrer, er jo netop hjem, hvor kjærligheden ikke kan trives. Forfatternes ære blir det netop at have givet os det umiddelbare indtryk af ukjærlig- heden. At de med kunstnerisk samvittighedsfuldhed har undgaaet al sødladenhed, vil blive dem tilgivet af alle som ved, at det ikke bare er de pene gutterne, som kommer sig frem. At være eller have været lidt paa kant med verden giver en synsvinkel, der slet ikke er saa værst, naar verdens daarlighed skal skildres.
Irgens Hansen.
Fremtidens mænd i England.”
»Hvem er fremtidens mænd i England?" er et spørgsmaal, som ofte er bleven rettet til mig i den senere tid. Jeg antager, at naar man har gjort mig dette spørgsmaal, har man i almindelighed tænkt paa fremtidens mænd i politik, kunst og skjønlitteratur; for jeg tror ikke, at nogen vilde sætte megen pris paa min mening om fremtidens mænd i videnskaben. — Forleden dag diskuterede nogle af mine venner spørgsmaalet om vor næste hofdigter. Browning er død og Tennyson meget gammel. Pladsen maa snart blive ledig. Hvem skal saa ind- tage den? Vi har absolut ikke nogen digter af Tennysons og Brownings rang. Swinburne har sigtet højere end nogen anden levende rival, men uagtet han i sine senere verker har draperet sig i loyalitetens gevandt og smigret for tronen, som om han allerede var hoffets digter, skulde jeg dog tro, at erindringen om nogle af hans lyriske blasfemier er for frisk til, at der skulde være nogen chance for ham til at modtage op- fordring til at blive Tennysons efterfølger. William Morris er en
1) Af Justin M'Cartby i ,,The North American Neview".
