hvad der ligger før og efter den fortærende sult i hans liv, faar vi intet at vide. Vi møder dette .jeg” midt oppe i elendigheden. Endnu er han forholdsvis koldblodig og glad for blot det mindst mulige af et gunstigt tilfælde. Han stræber med sine artikler, han er stolt i sin sult, mest tilbøjelig til at være mild, og han er ydmyg og voldsom påa samme tid, han haaber, han giver sm vest hen til en, der langt fra er saa fattig som han selv, han digter sig ind i en glødende hede, han lyver, forarger, stamper imod, opgiver det hele og faar hvilestunder, hvori han paany kan leve. Bestandig er han syg af ny og gammel sult, han mister haaret i store totter, han har feber og er saa nervøs, at han maa lægge klude over hænderne, medens han skriver, fordi han ikke kan taale aandedragets sagte pusten paa huden. Men værst af alt næsten er det dog, at naar det endelig lykkes ham at faa et maaltid mad, kan han ikke taale det, han maa give det fra sig igjen. Da forbander han en dag Gud, saa himlen staar i brand. Og midt i alt dette smutter der ind et møde med en pigelil, der er saa smeltende yndefuldt og forskrækkende sandt, at det formodentlig vil blive aarsag til et forbud mod bogen fra dydens side. Men videre og videre glider han ned i den sorte nød, vanviddet er ude efter ham, han er ved at bryde moralsk sammen, eller døden optræder simpelthen i hans følge. Det er en kjæde af store og smaa stemninger i en eneste fortsat tilintetgjørelsens kvide, en overraskende og pragtfuld rigdom paa omslag mden for samme fortvivlelse. Det er betagende altsammen, som den virkelige nød er det; Sult" er en bog man ikke kan lægge fra sig, før den er læst til ende.
Som højdepunkter i fremstillingen bør vistnok nævnes skildringen af den nat, han tilbringer i den reserverede afdeling for husvilde paa politikammeret, og saa hele sidste afsnit om logishuset. Man har der paa den ene side Hamsuns overvældende evne til at finde udtryk for de mest særegne, selvskabte stemninger — saa særegne, at man skulde være tilbøjelig til at hidlede dem fra et liv i en fantasi, vi slet ikke kjender —, og paa den anden side hans styrke i den fuldstændig nøgterne gjengivelse af det sete. Den sidste egenskab ved Hamsuns kunst er ikke den mindst værdifulde, det er til syvende og sidst den, der lover mest for fremtiden. Hvor stort et fond af smertefuld eller glad og følelsesrig lyrik, han end har at øse af, vil der for hans kunst dog blive mest hvile i den ligefremme gjenfor-
