For denne fremgangsmaade er O'Connell bleven sterkt dadlet af det „unge Irland“s mænd. En af dem, John Mitchell, har senere udtalt sin mening om, hvorledes O'Connel dengang burde have handlet. „Han skulde“ — siger John Mitchell — „have ladet bønderne komme sammen i Clontarf og mødt dem der, saaledes som han havde lovet. Han skulde derimod have ladet sine tilhængere i Dublin blive tilbage i byen og givet dem bemyndigelse til — mens tropperne var trukne ud af byen — at bemægtige sig slottet og militær-barrakkerne og at barrikadere de gader, der førte til Clontarf. Den hele garnison og politi udgjorde 6000 mand. Dublins befolkning var 260,000. Folkemasserne fra landet vilde antagelig have udgjort ligesaa mange. Der vilde være bleven et frygteligt mandefald blandt de ubevæbnede folk, da soldaterne havde skudt paa dem — forøvrigt en tvilsom sag — og O'Connell vilde kanske være falden. Det vilde have været vel for hans eftermæle, om saa var bleven tilfælde, og et mandefald af en 6 à 10,000 hin dag vilde have kunnet spare Irland det hundreddobbelte mandefald ved hungersnød.“
Saaledes siger John Mitchell, at O'Connell burde have handlet ved nævnte leilighed. Jeg siger ikke, den mening er den rigtige. Jeg nævner den kun for at vise, hvilke voldsomme anskuelser der ogsaa dengang raadede hos ledende mænd i Irland. O'Connell fik afledet dem — og beherskede dem ved sin indflydelsesrige personlighed. Men O'Connells dage var nu snart talte. Han mødte for sidste gang i parlamentet i 1847.
Hans land stod netop oppe i hungersnødens forfærdelige krise, om det var hans sidste thema i parlamentet: „Irland er i eders hænder. Hvis I ikke frelser det, — det kan ikke frelse sig selv. Med min dybeste overbevisning forudsiger jeg eder, at en fjerdedel af Irlands befolkning vil gaa tilgrunde, om parlamentet ikke kommer det tilhjælp.“
Saa lød hans sidste offentlige ord. Faa dage derefter var han paa veien til Rom for som god katholik at søge pavens velsignelse, før han tog afsked med livet. Han naaede ikke saa langt. Døden traf ham underveis, i Genua den 15de mai 1847.
Daniel O'Connel var død. Det irske folk var uden fører. Følgerne udeblev ikke. Det „unge Irland“s mænd kunde nu — da de var uden bremse — ikke længere styre sig. Saa kom februar-revolutionen i Frankrig og leverede nyt fængstof. Revolutionære blade og klubber blev stiftede — det voldsomste sprog blev ført. Regjeringen blev urolig. Den lod hovedlederne
