er i besiddelse af en uslippelig kjærlighed til det gode, som gjør varm om hjertet; pessimistisk, fordi denne kjærlighed er haabløs, troen paa det godes seier er svundet, svundet, saa en blir ganske syg om hjertet.
Ud fra dette „temperament“ har Garborgs sjæl svunget mellem to stemningspoler: roligt, overlegent humor, resigneret spot beslegtet med stemningen i „Kong Midas“: „Dømmer ikke!“ — og en imtens knytnævet harme mod samfundet (ɔ: les moeurs), det almægtige uansvarlige samfund, der hjerteløst ordner menneskeskjæbnerne og tankeløst presser enhver ned paa en plads eller tilbunds uden suk eller øre for al verdens jammer.
Gerhard Gran.
Knut Hamsuns „Sult“.
For godt og vel halvandet aar siden stod der at.læse i det den gang i Kjøbenhavn udkommende tidsskrift „Ny Jord“ en anonym skildring fra Kristiania, benævnet „Sult“. Man maa gaa saa langt tilbage som til J. P. Jacobsens første fremkomst for at finde en tidsskriftsartikel, der har gjort en tilsvarende virkning paa det litterære publikum i Kjøbenhavn. Virkningen sporedes ogsaa hurtig i Norge. Kort efter at det paagjældende hefte af „Ny Jord“ var udkommet, kunde man i norske aviser læse henvisninger til ,Sult" og sterke ord om, at Norge havde faaet en ny forfatter.
Nu foreligger Knut Hamsuns „Sult“ ikke blot som et løsrevet prøvestykke, men som en udførlig skildring i fire afdelinger. Det er en bog paa 333 sider.
Den handler om dette ene, at en ung mand, der vil leve som skribent i Kristiania, gaar omkring der og sulter. Ikke blot sulter i ny og næ, men sulter fra dag til dag, og bogstavelig er ved at omkomme af sult. Det er en oprivende bog. Den skildrer sultens lidelser med en rigdom af nye træk i de malende ord.
Som naar der fra et net af vandaarer i jorden, der alle fører ét slags væde med sig, dannes et væld, flyder i forfatterens sind sultens stemninger sammen til ét stort kildespring af nød og græmmelse og stikkende pine. Det er selve den haarde sults aan-
