Hopp til innhold

Side:Samtiden 1890.djvu/287

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sterkt beskaaret; der blir ikke rigtig proportion i det hele; man venter en behandling af overgivelsen, der stod i et mere rimeligt forhold til kampens længde.

Ellers er bogen uudtømmelig rig paa dokumentation; her er med utrætteligt arbeide samlet alt, hvad der kan kaste lys over denne livsskjæbne, — det vil sige alt, hvad der angaar det indre menneskelige; thi milieuet og det ydre har Garborg i paafaldende grad lidet øie for; vi faar neppe vide, hvorledes personerne ser ud; selv om hovedpersonens ydre husker jeg ikke stort mere end, hvad der ligger i benævnelsen krøltoppen. Det samme gjælder opholdsstederne; man skal have meget vanskeligt for at gjætte, hvad det er for en østlandsk smaaby, halvparten af bogen spiller i; man kunde fristes til at tro, at Garborg ikke har været der selv; i den grad er skildringen holdt i næsten klassisk ubestemthed uden holdpunkt for læserens fantasi. —

Men naar det gjælder selve fortællingen, er Garborg en stor kunstner; diskret og objektivt glider den roligt frem, og intetsteds optræder forfatteren og bryder illusionen med at holde enetaler til læseren, og heller ikke gjemmer han sig i nogen af bogens personer. (Det skulde da være i nogle faa replikker af Gram.)


Den bedste definition, som er givet af et litterært kunstverk, er Zolas bekjendte: un coin de la vie vu à travers un tempérament (en krog af livet, seet gjennem et temperament). Jeg har i det foregaaende søgt at vise, hvad det er for en krog af livet, Garborg har seet paa i sin sidste bog. Jeg skal tilslut forsøge i korthed at bestemme det „temperament“, hvoraf bogen er flydt.

Naar jeg siger, at „Hjaa ho Mor“ er objektiv, mener jeg ikke dermed, at forfatteren har været kold under produktionen af bogen; tvertimod — enhver god bog er skrevet under et mægtigt stemningstryk; men det er kun det at merke, at hos enkelte forfattere som Flaubert, Zola og Garborg meddeles ikke stemningen direkte, men den omformes til skarp iagttagelse og intensitet i udtrykket; læseren gaar paa ingen maade glip af forfatterens stemning, men den reproduceres ikke bent frem derved, at forf. skildrer sine egne tanker og meninger, men indirekte derved, at han fortæller om „sin krog af livet“ paa en saa individuel maade, at akkurat de stemninger, forfatteren havde, da han producerte, fødes paa ny i læserens sjæl. —

„Hjaa ho Mor“ er skrevet af en mand, hvis „temperament“ paa én gang er idealistisk og pessimistisk; idealistisk, fordi det