Arne Garborgs: „Hjaa ho Mor“
er ingen hæsblæsende interessant bog, som man maa sluge i et kjør; man kan godt lægge den fra sig uden altfor megen selvbeherskelse; men man kommer tilbage til den igjen, og naar man har læst hundrede sider, er man fangen. — Fangen af sandheden, af alvoret og af stemningen.
Den gik samme vei til min bevidsthed, som Zolas bøger pleier at; gjøre; med ham varer det ogsaa altid en stund, før han fanger, han er i begyndelsen ofte bent ud næsten kjedelig; men efterhaanden summerer detaljerne sig sammen, og man oplever tilslut hans bøger med en virkelighedsfølelse, sterkere end nogen anden forfatter kan frembringe den. Der er over „Hjaa ho Mor“, som over de bedste af Zolas bøger, livets hvide, klare upikante dagslys, — intetsteds kunstig bengalsk ild til at lokke og smigre og narre den ukyndige læser.
Der er en væsenforskjel mellem „Hjaa ho Mor“ og Garborgs „Mannfolk“. Den sidste er, som titelen angiver, en kollektivroman, en roman om en hel klasse; det ene billede flygter for det andet i jagende fart, og hele bogen staar igjen i erindringen som en broget, bølgende vrimmel af mennesker, levende i allerhøjeste grad, men for talrig og vekslende til, at man faar noget dybere kjendskab til den enkelte. „Hjaa ho Mor“, derimod, dreier sig paa sine 370 sider i grunden udelukkende om et eneste menneske: det er Fanny Holmsens legems og sjæls historie fra vuggen ti graven, eller egteskabet med tolderen („vadsækken"). De øvrige personer har — med undtagelse af moderen — ingen betydning i og for sig; de interesserer os kun, forsaavidt de har indflydelse paa hovedpersonen; Fannys sødskende, hendes smaabyveninder, professoren, studentervennerne — de kommer og forsvinder, — er allesammen kun til som udviklingsmomenter i Fannys livshistorie (som hos I. P. Jakobsen).
Men „krøltoppen“ lærer vi grundig at kjende, lige til hendes halvbevidste tanker, hendes legemes anelser og hendes sjæls drømme og ønsker. Stakkars krøltoppen, — hun kjæmper tappert mod verden udenfor sig og mod verden inde i sig, men tilslut — det kommer lidt braat forresten — maa hun overgive sig.
Det nye i Garborgs bog er paa den ene side den store plads,
