31 saadanne folkemasser. Men altid og overalt optraadte han som den loyale borger, der kun vilde anvendelse af konstitutionelle midler. „Ikke ved vold og magt — udtalte han ved en saadan leilighed — er det, at jeg venter at vinde, hvad der er kjærere for mig end alt i verden, nemlig Irlands gjenerobring af dets rettigheder og dets parlament; — jeg vil seire ved lovlige, fredelige, konstitutionelle midler og udelukkende ved dem; jeg vil seire ved den offentlige menings magt, ved viljernes forening, ved fire millioners samarbeide.“ Det er et talende vidnesbyrd om hans personligheds indflydelse og hans veltalenheds magt, at han formaaede at holde det saa let fængelige, irske folk i ro under saadanne umaadelige folke-sammenstimlinger, hvor det ellers maatte have været saa let at tænde gnisten til udbrud og udskeielser.
Anledningen til udbrud og udskeielser laa saa meget nærmere, som det heller ikke dengang manglede paa mænd i Irland, der vilde have været villige til at gaa andre veie end de slagne eller konstitutionelle. Det var navnlig det „unge Irland“, som de kaldte sig, en gruppe af varmblodige, mestendels unge mænd, hvis mest fremragende personligheder var Charles Gavan, Duffy, John Dillon, fader til den nuværende irske politiker af samme navn, og John Mitchell. Det „unge Irland“s mænd havde stillet sig under O'Connells banner, men de fulgte ham ikke altid uden knurren. Navnlig ved en leilighed var de af den mening, at O'Connell ikke handlede, som han havde kunnet og skullet. Han havde sammenkaldt et stort folkemøde til Clontarf, en liden by lige i nærheden af Dublin. Mødet imødesaaes med store forventninger, og der var al udsigt til, at det i størrelse vilde komme til at overgaa alt, hvad man tidligere havde seet af den slags. O'Connell stod da paa høiden af sin politiske indflydelse. Regjeringen blev urolig. Den udstedte forbud mod mødets afholdelse. Forbudet blev udstedt i sidste øieblik — dagen forud for den til mødets afholdelse berammede dag. Landeveiene var allerede paa alle kanter folde af bønder, der strømmede til. Regjeringen var bestemt paa at opretholde forbudet og havde i det øiemed militær i beredskab. Hvis man afholdt folkemødet var der megen udsigt til, at et blodigt sammenstød mellem bønderne og militæret ikke var til at undgaa. Hvad var at gjøre? O'Connell valgte følgende udvei: Han bøiede sig for autoriteterne — afsendte selvsamme nat bud om i alle retninger paa landeveiene for at melde bønderne, at mødet var indstillet — og at de havde at vende om igjen.
