bestemteste mod, at forslaget tilsigtede en skilsmisse mellem Irland og England. Hvad han erklærede at ville, var en føderativ forbindelse mellem landene. Sagen vilde — saa sagde O'Connell dengang, og saa siger Parnell nu — saa langt fra at skille tvertimod tjene til at knytte England og Irland nærmere til hverandre. „Giv,“ sagde O'Connell — „giv Irland dets parlament tilbage. Det britiske parlament har aldrig vist sig kompetent i lovgivningssager for Irland. Unionen er kommen istand gjennem en række af forbrydelser uden sidestykke i historien. De finantsielle og de lovgivende vilkaar for samme har været uretfærdige. Irland har været berøvet sin konstitution, dets folk berøvet sine subsistens-midler. En endelig adskillelse vilde kunne blive resultatet af en længere modstand fra Englands side. Mit land — saa sluttede O'Connell — mit land har hidtil været styret ikke ved konstitutionel lov, men ved despotismens aand. Det er grunden, hvorfor jeg beder England om at give Irland dets lovgivningsmyndighed tilbage.“
O'Connells veltalenhed var spildt, hans forslag faldt fuldstændig til jorden. 525 medlemmer stemte mod; kun 40 for, og af disse 40 var der kun en eneste engelsk repræsentant. Det var første gang, og det blev den sidste gang, at O'Connell direkte og i det engelske parlament førte spørgsmaalet om Irlands selvstyre frem.
Men det blev ikke sidste gang, at han overhovedet bragte sagen paa bane. Fra det engelske parlament forlagde O'Connell behandlingen af den til irske folkemøder. I begyndelsen af firti-aarene blev der afholdt en række folkemøder i Irland i dette øiemed. Folkemøder, der i henseende til antallet af deltagere maaske ikke har havt sidestykke. De holdtes rundt om paa øen, og flere af dem blev bivaanede af folkemasser, der anslaaes til flere hundred-tusinder. Paa et folkemøde ved høiden af Tara — et mindeværdigt punkt i Irlands historie — skal henved en halv million mennesker have mødt frem. Bønderne strømmede til fra alle kanter under anførsel af sine prester. Først blev gudstjeneste med alle den katholske kirkes ceremonier afholdt paa aaben mark, — og saa gik man over til politik. En resolution, gaaende ud paa gjenoprettelse af det irske parlament, blev enstemmig vedtaget.
O'Connell var sjælen paa alle disse folkemøder. Han drog fra det ene til det andet — overalt udfoldende sin enestaaende veltalenhed. I løbet af tre maaneder tiltalte han ikke mindre end
